Sommelier Zouhaier Amara bliver ny forpagter af Restaurant Skyttehuset. Zouhaier Amara driver også Restaurant Vedelsborg i Vejle sammen med kokken Frederik Schmidt. Forpagtningsaftalen gælder fra 1. maj.
Fredag den 31. marts underskrev Zouhaier Amara og Vejle Kommune en ny forpagtningsaftale for Restaurant Skyttehuset og stedets tilhørende ishus.
Sommelier bliver ny forpagter af Skyttehuset
Det bliver sommelier Zouhaier Amara, der i dag også står bag Restaurant Vedelsborg, der fremadrettet skal drive Restaurant Skyttehuset.
Zouhaier Amara glæder sig til at invitere gæster ind i restauranten:
- Det er vores hensigt at overtage den gamle restaurant Skyttehusets image og hyggelige lokaler. Målet er at skabe en autentisk madoplevelse for både lokale og turister. Restauranten vil tilbyde en menu, der er baseret på sæsonbetonede råvarer og traditionelle opskrifter, siger Zouhaier Amara.
Fokus skal være på Restaurant Skyttehuset
Zouhaier Amara driver i dag Restaurant Vedelsborg i Vejle sammen med kokken Frederik Schmidt. For at sikre, at begge steder drives mest hensigtsmæssigt, deler Zouhaier Amara og Frederik Schmidt den daglige ledelse mellem sig, så Zouhaier Amara bliver daglig leder af Restaurant Skyttehuset, mens Frederik Schmidt bliver daglig leder af Restaurant Vedelsborg.
Aftalen med Zouhaier Amara glæder Vejle Kommune:
- Zouhaier Amara har en solid erfaring inden for hotel- og restaurationsbranchen og hans hensigt med Restaurant Skyttehuset vidner om respekt for stedets historie og ånd. Vi ser frem til samarbejdet med Zouhaier Amara og glæder os til at følge udviklingen af stedet, siger Thomas Frank, stabschef i Kultur- og Sundhedsforvaltningen i Vejle Kommune.
Forpagtningsaftalen for Restaurant Skyttehuset gælder for en femårig periode med start 1. maj 2023.
Kontaktinformation
Zouhaier Amara, tlf. 25 74 71 74
Thomas Frank, tlf. 61 60 20 48