Robot Galla: 200 unge robotbyggere fremviste deres opfindelser i Vejle

200 elever fra skoler i Vejle-området blev udfordret til at opfinde deres egne, skøre robotter ved ’Shitty Robot Galla’ i Spinderihallerne.

Anbefal denne side:

En trykpedal med potemotiv, et hav af ledninger og lodninger, en mikrobit-computer med tilhørende programmering og ikke mindst en laserskåret mini-katapult i træ med indbygget servomotor.

Opremsningen kan det lyde som ingredienserne til et genialt kup i en Olsen Banden-film, men faktisk er det nogenlunde ingredienserne til en hjemmebygget robot som Caroline Lorentsen, Johanna Høyer og Nina Volker fra 7. klasse på Vinding Skole ved Vejle står bag.

- Når hunden er alene hjemme, kan den godt finde på at bide i ledninger eller møbler. Derfor har vi lavet en pedal den kan trykke på, så den kan give sig selv en godbid, når den er alene hjemme, forklarer Nina Volker.

Robotten, der kan gøre hunden glad, når den er alene hjemme, er udviklet i valgfaget ”Træning til fremtiden,” som de tre piger har haft sammen. Men samtidig er den en del af det store ’Shitty Robot Galla’. Gallaen løb af stablen i Spinderihallerne i Vejle i går, hvor 200 elever fra folkeskoler, efterskoler og gymnasielle uddannelser i området mødtes, for at fremvise deres opfindelser.

Sammen med Siemens Gamesa har FabLab Spinderihallerne stablet gallaen – og forløbet omkring det – på benene, for at øge interessen for teknikken. Og selvom der både var drenge og piger med på galla-dagen, var der lagt et særligt stykke arbejde for at få pigerne med.

En sund blanding giver bedre løsninger

Selvom de kvindelige studerende i dag er i flertal på danske universiteter, ser det anderledes ud, hvis man zoomer ind på STEM-uddannelserne. Her er det nemlig kun en tredjedel af de studerende, som er kvinder.

Derfor var det særlige fokus på at få piger med til ’Shitty Robot Galla’ også en af grundene til, at giganten Siemens Gamesa var medarrangør.

- Konceptet med Robot Galla er super sejt. Det viser jo, at teknologi både er sjovt og en dør til en verden af udfordringer og oplevelser, hvor pigerne sagtens kan være med på lige fod med drengene. Der er behov for dem i de tekniske fag, for de er en del af den vigtigste generation til at finde løsninger på klima- og miljøudfordringer, siger Steffen Frydendal Poulsen, Head of Technology Development, Offshore, i Siemens Gamesa.

Læs hele historien på mikropol.dk

Sidst opdateret: 15. marts 2019