Stor forældre-tilfredshed i Vejle Kommune

Over 13.000 har svaret på tilfredshedsundersøgelse blandt forældre til børn i Vejle Kommunes skoler og dagtilbud, og den viser stor tilfredshed. I skolen er det 79% af forældrene, som enten er meget tilfredse eller tilfredse, mens tallet i Dagtilbud er på hele 92%.

Anbefal denne side:

Dagtilbud skaber trygge rammer for børnene

Hele 92% af forældrene til børn i dagtilbud i Vejle Kommune er enten meget tilfredse eller tilfredse med dagtilbuddet samlet set. Den gennemsnitlige tilfredshed er 4,4 mål på en skala fra 1-5. Det er 0,1 over både landstallet og egne historiske resultater.

- Tak til de mange forældrene i vores dagtilbud, som har deltaget i undersøgelsen. Det glæder mig, at den generelle tilfredshed er stigende, og at forældrene er så tilfredse, som de er, lyder det fra Torben Elsig-Pedersen, formand for Børne- og Familieudvalget.

Forældrene er mest tilfredse med personalets engagement i hverdagen, indsatsen for at få børnene til at føle sig trygge og glade og aktiviteterne i hverdagen. Den laveste tilfredshed er der med den tid, personalet har til barnet og mulighederne for at vælge mellem de enkelte daginstitutioner og dagplejere. Ikke desto mindre er det faktisk områder, hvor Vejle Kommunes dagtilbud ligger bedre end landsgennemsnittet.

- Der skal lyde en stor ros til personalet i vores mange dagtilbud, som dag efter dag gør en flot indsats. Det at aflevere et barn i en dagpleje eller daginstitution er en enorm tillidserklæring fra forældrene til vores dygtige medarbejdere. Tilfredshedsundersøgelsen viser, at det er en tillid, personalet kvitterer for med at skabe berigende, trygge rammer for børnene, understreger udvalgsformanden.

Forældretilfredsheden forsætter med at stige på skolerne

For tredje gang siden 2015 har Vejle Kommune netop undersøgt forældretilfredsheden med folkeskolerne i Vejle Kommune. Ved alle tre undersøgelser har forældretilfredsheden ligget over landsgennemsnittet, og forældretilfredsheden har været stigende hver gang siden den første undersøgelse. Ved den første måling i 2015 var 73% af forældrene tilfredse eller meget tilfredse med folkeskolen. I 2017 var dette tal steget til 76%. I den dugfriske undersøgelse fra januar 2019 er hele 79% af forældrene tilfredse eller meget tilfredse med deres barns skole.

Undersøgelsen indeholder 22 spørgsmål om forældrenes tilfredshed - ingen af svarene på de 22 spørgsmål har udviklet sig negativt siden 2017.

- Da vi begyndte at gennemføre forældretilfredsundersøgelse på skoleområdet i 2015, lagde vi ud med et flot resultat, som lå over landsgennemsnittet. Men jeg hæfter mig ved og er særlig glad for, at forældrene i de efterfølgende to målinger har tilkendegivet en endnu større tilfredshed med vores folkeskoler. Det er en udvikling, jeg er glad for, siger Torben Elsig-Pedersen, formand for Børne- og Familieudvalget.

Stigningen skyldes bl.a. at de skoler, der i år har mindst tilfredshed, ligger højere, sammenlignet med de skoler, der lå lavest ved sidste måling.

- Noget af det vigtigste i skolen er, at eleverne får en god faglig udvikling og trives. Derfor er jeg særlig glad for, at undersøgelsen fremhæver lærernes og pædagogernes arbejde med at få børnene til at føle sig trygge og glade og den samlede tilfredshed med børnenes faglige udbytte som væsentlige styrker. Det er en stor cadeau til lærernes og pædagogernes arbejde, siger Torben Elsig-Pedersen

Fortsat udvikling af kvalitet i skoler og dagtilbud

Resultatet af tilfredshedsundersøgelsen vil i den kommende tid blive brugt til forsat at drøfte og udvikle kvaliteten i skoler og dagtilbud. Resultaterne danner grundlag for intern dialog i personalegrupper og bestyrelser og mellem skoler/dagtilbud, forvaltningen og det politiske udvalg.

Se analyserne vedr. forældretilfredshed her

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidst opdateret: 02. marts 2019