Tour de France etapestart i Vejle i 2021

190 lande og flere milliarder seere vil se med, når Danmark i juli 2021 over tre dage lægger asfalt til tre etaper af Tour de France. 3. etape har start i Vejle.

Anbefal denne side:

Nu er det sikkert og vist: Flere års benarbejde har båret frugt og sikret den største sportsbegivenhed nogensinde på dansk grund. Et partnerskab bestående af Erhvervsministeriet, Københavns Kommune, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg kommuner har netop skrevet kontrakt med selskabet bag Tour de France om en Tour-start i Danmark i 2021. Det betyder samtidig, at Vejle bliver startby for tourens 3. etape, som har mål i Sønderborg.

- Det er ubeskriveligt stort, at det er lykkedes at få Tour de France til Danmark. Vi har arbejdet målrettet på dette siden 2016, og nu har vi endelig indgået en aftale. Det bliver ikke større, siger en stolt Vejle-borgmester, Jens Ejner Christensen.

Det var tilbage i 2016, at Danmark officielt afgav bud på en Grand Départ. Undervejs har både kongefamilien, regeringen, kommuner og regioner, Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark arbejdet målrettet for at få løbet til Danmark. Jens Ejner Christensen har i arbejdet omkring Danmarks tour-ansøgning været ambassadør for Vejles bidrag, og han ser flere muligheder for, at Vejle kan bidrage med noget unikt til løbet:

- Vejle byder på noget af Danmarks smukkeste natur med fjorden, bakkerne, ådalene og bøgeskovene, der når helt ind til byen. Og så har vi en helt unik historie. Her blev Danmark født. Med Vejles stolte traditioner som vært for den spektakulære afslutning på kongeetapen i PostNord Danmark Rundt glæder vi os til at gøre tour-starten til en fantastisk oplevelse for alle.

Fjordenhus og Jelling er i spil
Den endelige rute for løbet er endnu ikke fastlagt. Alligevel er flere steder allerede nævnt som mulige emner, der kan komme i spil.

Vejles spektakulære havnefront med Fjordenhus, tegnet ad den internationalt anerkendte kunstner Olafur Eliasson, er et af de steder A.S.O. ser nærmere på. Ønsket er, at havneområdet ved Fjordenhus kan anvendes som Tour-landsby, hvor startområdet bl.a. vil være.  

Derudover er det foreløbig planen, at ruten bl.a. passerer monumentområdet i Jelling, som er på UNESCO`s liste over verdenskulturarv. Jellingstenene med Danmarks dåbsattest er et vigtigt kapitel i Danmarkshistorien, og vil bidrage til den samlede fortælling om Danmark, når flere milliarder mennesker fra 190 lande ser med den 4. juli 2021.

Både havnefronten i Vejle og Jellingstenene indgik i Vejles bidrag til Danmarks officielle ansøgning, som blev leveret 20. juni 2016 i Paris.

Verdens største cykelløb møder verdens bedste cykelby
Det bliver den 2., 3. og 4. juli 2021 Danmark skal lægge asfalt til hele tre etaper af Tour de France under overskriften ’Grand Départ Copenhagen – Denmark’. Selve åbningsetapen, Grand Départ, bliver en ca. 13 kilometer lang enkeltstart i det centrale København. På 2. etape skal rytterne fra Roskilde bl.a. passere Storebæltsbroen kort før målstregen i Nyborg, hvor vinden kan komme til at spille en afgørende rolle. Den ca. 170 km lange 3. etape starter i Vejle, og har mål i Sønderborg. Om valget af Danmark siger løbets direktør, Christian Prudhomme:

- Naturligvis blev Tour de France, med verdens bedste professionelle cykelryttere, nødt til at komme til Danmark og til København – verdens bedste land og by for hverdagscyklisme. Grand Départ Copenhague – Danemark 2021 er et ’rendezvous’ som skal fejre den gensidige inspiration mellem hverdagscyklisme og professionel cykelsport.

Læs mere om tour-start i Danmark på www.em.dk/tdf

Følg med på Facebook på TourstartDK https://www.facebook.com/tourstartdk/

 

Til pressen:

I forbindelse med offentliggørelsen af, at Danmark er sikret den største sportsbegivenhed nogensinde, inviteres pressen til 

Pressemøde på Vejle Rådhus, Rådhustorvet 1

fredag 22. februar kl. 10.00 – 11.00

Talere på pressemødet er statsminister Lars Løkke Rasmussen, direktør Christian Prudhomme, A.S.O., erhvervsminister Rasmus Jarlov, kulturminister Mette Bock og borgmester Jens Ejner Christensen.
Der bliver mulighed for at lave individuelle interviews.

 

 

 

Sidst opdateret: 21. februar 2019