Når Danmarks største idrætsfestival, DGI Landsstævne, afvikles i 2025 bliver det med Vejle Kommune som vært. Samarbejdsaftalen blev søndag underskrevet i Spektrum i Vejle.

Vejle Kommunes borgmester og formand i DGI Sydøstjylland Dan Skjerning giver hånd efter underskriftsceremoni. Begge står med underskriftsaftalen i hånden. Landsformand for DGI Charlotte Bach Thomassen står mellem de to herrer.
Søndag den 24. april 2022 underskrev Vejle Kommune og DGI samarbejdsaftalen om DGI Landsstævne i Vejle 2025. Foto: Jacob Due
Vejle Kommunesborgmester Jens Ejner Christensen holder tale i forbindelse med underskriftsceremonien om DGI Landsstævne i Vejle i 2025
Borgmester Jens Ejner Christensen holder tale ifm. underskriftsceremonien. Foto: Jacob Due

Der venter fire dage med masser af idræt og bevægelse om dagen samt koncerter og masser af fest om aftenen, når Vejle i 2025 skal være vært for DGI Landsstævne.


Samarbejdsaftalen blev søndag formiddag underskrevet af landsformand i DGI, Charlotte Bach Thomassen, borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen, samt formand i DGI Sydøstjylland, Dan Skjerning.

Landsstævnet er en kæmpe folke- og idrætsfest, der er fyldt med traditioner men som også hele tiden er i stand til at forny sig i samarbejde med værtskommunen. 

Festivalplads i ny bydel

Deltagerne i Landsstævnet i 2025 vil møde en helt ny festivalplads skabt til lejligheden i en af Vejles helt nye bydele: Ny Rosborg.

Ny Rosborg er en anderledes og helt unik bydel, som ligger lige op til Vejle by og samtidig ude i den smukke Vejle Ådal. Her skal skabes plads til mange borgere men samtidig findes løsninger på tidens helt store udfordringer som klima, ressourceknaphed, ensomhed og sundhed.

Området omkring Ny Rosborg er en unik mulighed for at samle Landstævnet på ét sted til stor glæde for de mange tusinde deltagere.

Historisk Landsstævneby

Når Landsstævnet løber af stablen i 2025, så bliver der tale om et gensyn med Vejle, der også var vært for Landsstævnet tilbage i 1961. Den gang med 13.000 aktive deltagere. Og tages hele den nuværende Vejle Kommune med i ligningen, så bliver traditionerne og sammenhængen med Landsstævnet endnu tydeligere.

Vingsted har blandt andet lagt skydefaciliteter til ved op til flere landsstævner – senest i 1990, hvor Horsens stod som værtsby.

Største breddeidrætsevent i Danmark

Landsstævnet er Danmarks største breddeidrætsevent og ventes at trække over 20.000 deltagere samt endnu flere gæster til byen. Der vil være løb, fodbold, mountainbike og gymnastik og et hav af andre idrætsaktiviteter, shows og workshops, og alle over 15 år kan deltage.


Fakta om Landsstævnet:

  • DGI Landsstævne afholdes 3.-6. juli 2025
  • Det bliver det 29. i rækken af landsstævner siden det første tilbage i 1861
  • Næste landsstævne er i Svendborg den 30. juni-3. juli 2022. Over 20.000 idrætsglade danskere er meldt til, og de kan vælge mellem mere end 30 forskellige idrætter og over 400 aktiviteter
  • Deltagerne til DGI Landsstævne kan selv sammensætte deres eget program og prøve forskellige idrætter og workshops. Alle over 15 år kan deltage, uanset om de er medlemmer af en idrætsforening eller ej
  • Landsstævnet arrangeres i tæt samarbejde med værtskommunen og det lokale foreningsliv, der blandt andet er med til at skaffe frivillige hjælpere
  • Nordea-fonden støtter DGI Landsstævnerne i 2017, 2021 og 2025 med i alt 15 mio. kr., dvs. hvert DGI Landsstævne støttes med 5 mio. kr. En del af Nordea-fondens støtte øremærkes til særlige events eller et projekt, der tager afsæt i landsstævnets tema.
  • Byrådet i Vejle Kommune vedtog i september 2020 at takke ja til tilbuddet om at blive værtsby for DGI Landsstævnet i 2025. Grundet coronasituationen er underskriftsceremonien blevet udskudt til foråret 2022.

 

Sidst opdateret: