Danmarks første strategiske energiplan for erhvervslivet i et samlet byområde skal hjælpe virksomhederne og Vejle Kommune med at nå klimamål på 70 pct. reduktion af CO2 i 2030 og klimaneutralitet i 2050 samt danne rammemodel for lignende partnerskaber i resten af kommunen.

For første gang herhjemme er erhvervslivet i et samlet byområde gået sammen med en kommune om at skabe et forpligtende klimapartnerskab på energiområdet.

- For knap et år siden vedtog vi i byrådet i Vejle Kommune en klimaplan, hvor netop partnerskaber er det store omdrejningspunkt, hvis vi skal nå i mål med ambitionerne om 70 pct. reduktion af CO2 i 2030, siger Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune, og fortsætter:

- Netop i Vejle Nord har erhvervsinteresserne i regi af Dandy Business Park med Green Tech Center i en årrække fokuseret på energi og bæredygtighed i et triple-helix kraftcenter inden for forskning, innovation og kommercialisering af grønne teknologier. Sammen med Grundejerforeningen Lysholt, Exxit 59 og Fertin Pharma er den indsats nu mundet ud i et partnerskab på energiområdet, som Klimaudvalget har indstillet til Økonomiudvalget, at vi bør bakke op om, og det har et samlet Økonomiudvalg gjort.

Motivere til grøn omstilling

Han peger på, at hvis Klimapartnerskabet Vejle Nord, som det nye energisamarbejde hedder, lever op til forventningerne, skal det danne model for lignende partnerskaber for resten af kommunen.
Klimapartnerskab Vejle Nords første opgave bliver at kortlægge mulighederne og konsekvenserne af både individuelle og fælles initiativer og konkrete løsninger, der skal motivere virksomhederne til at øge andelen af og herefter udnytte enhver grøn kilowatt time, så det giver mest mulig værdi for samfundet og for den enkelte virksomhed. Samtidig skal løsningerne bidrage til den grønne omstilling og helt konkret til Vejle Kommunes mål om 70 pct. reduktion af drivhusgasser i 2030 og klimaneutralitet i 2050.
Partnerskabet bliver således rammen for projekter inden for indsatsområderne energi, grøn transport, grønt erhvervsliv og fra affald til ressource, som virksomhederne kan realisere.

Efterlyser løsninger

- Virksomhederne i Vejle Nord har valgt at gå forrest i den grønne omstilling og inviterer hinanden ind i et stærkt netværk for at lære og hjælpe hinanden på denne klimarejse. Flere virksomheder efterlyser løsninger, der samtidig er økonomisk bæredygtige, og som passer ind i virksomhedernes egne strategier og planer. Det er de løsninger, projektet skal finde frem til, påpeger Jørgen Andersen, direktør i Grundejerforeningen Lysholt samt DANDY Business Park.

Første resultat i foråret 2022

Partnerskabet har til sin første opgave et budget på knap en mio. kr., som er ligeligt finansieret af Vejle Kommune samt Grundejerforeningen Lysholt, Fertin Pharma, Exxit 59 og DANDY Business Park, og forventer at levere en endelig rapport med konkrete løsninger i løbet af foråret 2022.
Klimapartnerskabet fortsætter som en samlende kraft for et bredt samarbejde om initiativer i Vejle Nord med fokus på klimaet, og når det er fuldt etableret, kan det omfatte offentlige institutioner, detailhandel, industri, transport, forsyningsvirksomheder og Vejles kommende Ressource Center Vejle.

Sidst opdateret: