Vejle Kommune sender 11 unge på udveksling til Kina

Til efteråret sender kommunen 11 unge erhvervsfolk til Vejles kinesiske venskabsby. Erhvervspolitisk konsulent, Marina V. Christensen, fortæller, hvorfor de unge skal lære om kinesisk virksomhedskultur.

Anbefal denne side:
Nantong

- Vil du opleve verdens næste supermagt – Kina?

Sådan lyder det i invitationen til et nyt udvekslingsprogram, som Vejle Kommune har fået mulighed for at tilbyde til unge erhvervsfolk. Gennem venskabsbysamarbejdet har kommunen fået mulighed for at sende en delegation på 11 unge mellem 18 og 30 år til Vejles kinesiske venskabsby Nantong.

På en uges delegationstur mellem den 21. og 29. oktober, skal de vejlensiske unge lære om kinesisk virksomhedskultur, ligesom de skal besøge virksomheder og deltage i udvekslingsaktiviteter med andre unge. Det fortæller erhvervspolitisk konsulent i Vejle Kommune, Marina V. Christensen, som er ansvarlig for udvekslingsprogrammet.

Hvorfor sender kommunen 11 unge vejlensere på studietur til Kina?
- Kinas økonomi er 11-doblet siden år 2000 og mange danske virksomheder samarbejder med kinesiske virksomheder eller har overvejelser om, hvordan man kan komme ind på Kinas enorme marked. Men den kinesiske kultur er meget anderledes end vores. Og hvis vi skal forstå, hvordan vi kan skabe en frugtbar samhandel med Kina, så er det vigtigt, at unge erhvervsfolk får lejlighed til at føle, lugte og smage på den kinesiske måde at agere med omverdenen og drive forretning på.

Hvad forventer I, at de unge vil lære på studieturen, som man kan bruge i Vejles virksomheder?
- Man skal ikke forvente, at man kommer hjem med kufferten fuld af nye guldrandede forretningsaftaler. Vi forventer at komme hjem med unge mennesker, der er fyldt med nye indtryk om, hvilke potentialer det kinesiske marked byder på og med ny indsigt om, hvad det kræver, for at danske virksomheder kan etablere gode relationer til kinesiske virksomheder og organisationer. Vi forventer også, at de får en større forståelse for, hvordan det kinesiske forretningssystem er bygget op, da mange ting fungerer anderledes end i en dansk eller europæisk kontekst. På sigt er det selvfølgelig også vores håb, at disse unge mennesker kan være med til at skabe nogle frugtbare forbindelser, der kan bidrage til vækst i Vejle.

Hvordan udvælges deltagerne til udvekslingsprogrammet?
- Vi skal sammensætte en delegation på 11 personer i alderen 18 til 30 år. Vi beder de unge om at skrive en motiveret ansøgning, hvor de skal fortælle, hvorfor de ønsker at komme med på udvekslingsopholdet. Vi lægger også vægt på virksomhedens anbefaling af deres medarbejder. Og så vil vi forsøge at sammensætte en gruppe, der repræsenterer et godt miks af virksomheder.

Hvordan er udvekslingsprogrammet med Vejles venskabsby Nantong kommet i stand?
- I oktober 2018 besøgte Vejles borgmester Nantong sammen med en mindre delegation fra kommunen. Her opstod idéen om at udveksle unge erhvervsfolk, der gerne ville blive klogere på det store land mod øst. Siden har vi undersøgt mulighederne for at lave et udvekslingsprogram og har løbende været i dialog med vores partnere i Nantong om en udvekslingsaftale. Vi er rigtig glade for det er nu er lykkedes.

Bliver en delegation med kinesiske unge sendt på udveksling i Vejle?
- Der er ikke lavet nogen aftaler om det, men det er vores håb, at vi kan tage imod en kinesisk ungdomsdelegation i 2020. Det vil vi tage stilling til, når vi har evalueret på vores første udvekslingstur.

Hvor meget betaler kommunen for at sende de unge på udveksling i Kina?
- Kommunen har et budget på 30.000 kr. til udvekslingsprogrammet. Pengene skal blandt andet gå til at sende en delegationsleder med gruppen og dække fællesomkostninger såsom tolkning og informationsmøde forud for turen. Deltagerne eller deres arbejdsgivere skal selv betale omkring 11.000 kr. for flybillet, hotelophold og visumansøgning.

Udvekslingsophold i Nantong

  • Der er plads til 11 deltagere i udvekslingsprogrammet.
  • Målgruppen er unge mellem 18 og 30 år, som er ansat i eller har tilknytning til en virksomhed i Vejle Kommune, hvis arbejdsgiver støtter deltagelsen.
  • For at komme i betragtning skal deltagerne indsende en ansøgning vedlagt en anbefaling fra arbejdsgiveren.
  • Ansøgningsfristen er den 19. august. Ansøgningsskemaet kan findes på https://tilmeld.vejle.dk/822/.
Sidst opdateret: 03. juli 2019