Alt for mange kommer til skade i fodgængerfelter, og det får nu Vejle Kommune til at rette blikket mod de hvide striber. Ny kampagne skal få fodgængere og bilister til at være ekstra opmærksomme og orientere sig bedre mod hinanden.

Megaøje
Megaøjne ved krydsene i Vejle skal få bilister til at kigge op
Megaøje på Dæmningen
Når trafikanterne møder øjnene i trafikken, er der et fodgængerfelt forude.
Asfaltgrafik
Det er ikke kun bilister, der skal kigge op - asfaltgrafik gør fodgængere opmærksomme på det fælles ansvar.
Kig - op
Plakater gør os opmærksomme på, at fodgængerfelterne er et fælles ansvar. Vi skal alle være opmærksomme, inden vi kører over - eller traver ud i feltet.

Et megaøje, plakater og asfaltgrafik… Har du også undret dig over de iøjnefaldende elementer, der har fyldt flere fodgængerfelter i Vejle den seneste uge? Nu afslører Vejle Kommune, at de er en del af kommunens nye fodgængerkampagne ”Fælles om feltet”. Kampagnen skal øge respekten for fodgængerfeltet og nedbringe antallet af tilskadekomne bløde trafikanter.  

Tal fra Vejle Kommune viser, at for mange kommer til skade, når de bevæger sig ud i et fodgængerfelt. I de seneste år har antallet af uheld med bløde trafikanter overhalet antallet af bilister og motorcyklister. Det skyldes, at fodgængere og bilister ikke orienterer sig mod hinanden, og det ønsker Vejle Kommune nu at gøre noget ved.

- I Vejle Kommune har vi de seneste år desværre set en stigning i flere tilskadekomne fodgængere og cyklister. Uheldene sker ofte i fodgængerfelter, og derfor sætter vi nu fokus på de hvide striber som en del af vores trafiksikkerhedsplan for 2018-2020, fortæller Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg, Vejle Kommune.

Hun forklarer, at kampagnen skal få fodgængere og bilister til at reagere på de kæmpestore øjne og de øvrige elementer i fodgængerfelterne og instinktivt sænke farten. Det skal på sigt bidrage til at skabe større omtanke for hinanden i trafikken.  

Kig op - det er et fælles ansvar

Fodgængerfelter bliver ofte overset som vigtige trafikpunkter, der kræver opmærksomhed. Både bilister og fodgængere holder sig ofte på deres egen banehalvdel og orienterer sig ikke mod andre trafikanter, når de passerer et fodgængerfelt.   

- Mange tror, at det er de andre, der har ansvaret for at se sig for, men det er i virkeligheden et fælles ansvar. Fodgængere og bilister skal være mere opmærksomme på hinanden, og derfor opfordrer vi alle til at kigge op og orientere sig bedre, inden de bevæger sig ud i et fodgængerfelt. Vi er nemlig fælles om feltet, fortæller Camilla Mølgaard, projektleder, Teknik og Miljø, Vejle Kommune.

Kampagnen kører til og med uge 35, hvor fodgængere og bilister vil møde øjne, plakater og budskaber i asfalten ved forskellige fodgængerfelter i Vejle. Som en del af kampagnen sætter animationsfilmen ”Fælles om feltet” også fokus på, at vi er sammen om sikkerheden i trafikken.

Kig op - vi er fælles om feltet
Sidst opdateret: