Der bliver ikke sparet på cykelfesten i Vejle. Oven på en dramatisk kongeetape til PostNord Danmark Rundt kan cykelinteresserede nu se frem til to cykelevents i samme weekend – endda med besøg af nogle af cykelsportens stjerner.

I weekenden den 17.-19. september åbner dørene for den nye to-dages cykelfestival – nemlig Grupetto Cycling Festival. Her kan cykelinteresserede opleve sportens fællesskab, cykelkultur, kunst og gode røverhistorier fra nogle af dansk cykelsports topnavne. Samme weekend afholdes også det velkendte Grejsdalsløbet med både gravel-, familie- og landevejsløb.

Grupetto festivalen begynder med en cykelparade gennem Vejles gader, hvor alle kan deltage. Medbring din gamle jernhest eller kjolen fra 50’erne; paraden er nemlig en hyldest til cyklens historie. Med i paraden er også Grand Départ-trofæet, som lige nu er på tur rundt i Danmark. Paraden og trofæet ledsages af den tidligere professionelle cykelrytter, Chris Anker Sørensen samt Alex Pedersen, direktør for Grand Départ sekretariatet i Danmark.

Senere på festivalpladsen ved Spinderihallerne vil et panel bestående af Chris Anker Sørensen, Dennis Ritter, Alex Pedersen og Peter Meinert fortælle om, hvad der netop er særligt ved Tour de France, og der garanteres masser af røverhistorier fra landevejen.

Tour de France-projektleder, Jacob Rasmussen mener, at cykelfesten er en stærk optakt til Tour de France 2022. Han uddyber:

– Vi har glædet os længe til at åbne dørene for den første udgave af Grupetto festivalen, som vi håber vil tiltrække en masse cykelinteresserede til området. Samtidig er den placeret i samme weekend som Grejsdalsløbet, så vi spiller på alle tangenter for at levere fede cykeloplevelser og en stærk optakt til Tour de France 2022 i Kingdom of Cycling.

Læs hele artiklen her

Sidst opdateret: