Fakta fra Folketingets EU-oplysning

Der er valg til Europa-Parlamentet hvert 5. år. Vælgerne i EU-landene skal denne gang vælge 705 nye medlemmer, som skal sidde i Europa-Parlamentet for perioden 2019-2024.

I Danmark skal vi vælge 14 nye medlemmer til Europa-Parlamentet. Valget bliver afholdt i perioden 23.-26. maj 2019. Den danske valgdato er søndag den 26. maj 2019.

Hvert medlemsland fastsætter nemlig selv inden for denne tidsramme den specifikke dato for, hvornår valget skal afholdes i det enkelte medlemsland. Holland har f.eks. allerede besluttet sig for at afholde valget den 23. maj, mens bl.a. Belgien og Sverige har besluttet sig for den 26. maj.

Selv om valget foregår i alle EU’s medlemslande i samme periode, har nationale regler indflydelse på Europa-Parlamentsvalget.

Hvem kan stemme til Europa-Parlamentsvalget?

Alle EU-borgere har ret til at stemme ved valg til Europa-Parlamentet, uanset hvor i EU de er bosat. Du har stemmeret til europaparlamentsvalget i Danmark, hvis du:

  • har valgret til folketingsvalg (dvs. at du er dansk statsborger, er fyldt 18 år og har fast bopæl i Danmark), eller
  • er dansk statsborger, er fyldt 18 år og har fast bopæl i et af de øvrige EU-medlemslande, eller
  • er statsborger i et af de andre EU-medlemslande, er fyldt 18 år og har fast bopæl i Danmark. 

Er du dansk statsborger og bor i et andet EU-land, kan du godt stemme til europaparlamentsvalget i Danmark. Hvis du bor i Danmark og opholder dig midlertidigt i udlandet, f.eks. hvis du er på ferie, studie- eller forretningsrejse, kan du brevstemme i udlandet ved danske ambassader eller danske konsulater i det land, hvor du befinder dig. Personer, der har fast bopæl på Færøerne eller i Grønland, har ikke valgret til Europa-Parlamentet.

Hvis du er statsborger i et andet EU-land (EU-borger) med fast bopæl i Danmark, har du valgret til europaparlamentsvalget i Danmark, hvis du på valgdagen er fyldt 18 år og ikke er under værgemål. For at kunne stemme til valget skal du først optages på valglisten. Det skal du søge om i den kommune, hvor du bor.

Hvem kan stille op?

I udgangspunktet har enhver, der har ret til at stemme til valget, også ret til at stille op til Europa-Parlamentet. Det er dog ikke muligt at stille op som løsgænger. For at stille op skal man være opstillet på en kandidatliste for et parti eller danne sit eget parti.
 
Partier eller politiske bevægelser har automatisk ret til at genopstille kandidater, hvis de seks uger inden valget har været medlem af enten Folketinget eller Europa-Parlamentet.
 
Nye partier eller bevægelser, som ønsker at stille op, skal senest otte uger inden valget have indsamlet underskrifter fra et antal personer, der svarer til 2 % af samtlige gyldige stemmer ved det sidst afholdte folketingsvalg. Det svarer til ca. 70.000 personer.
 

Der er også forskelle på, hvor gammel man skal være for at stemme, og hvor gammel man skal være for at opstille som kandidat.

The election of members to the European Parliament is held every five years in the EU Member States. Denmark elects 14 of the 705 members in total.

 

Sidst opdateret: 14. marts 2019