Haraldskær og Kvak Mølle er et støttepunkt på din vej ud i Vejle Ådal. Her er lejr- og shelterplads og en stor flot bålhytte, borde og bænke.
I den store røde Hovedgård finder du Kærhuset, en hytte med opholdsrum, køkken og toilet og med plads til 25-30 personer. Skoler, børnehaver og foreninger kan booke hytten på hverdage og i weekenderne kan du kan leje den til din udflugt.
Vandrerute omkring Haraldskær
Fra Haraldskær Hovedgård udgår en tur på 3,5 km gennem parken og ad Bindeballestien forbi Skibet Kirke. En bro krydser Vejle Å, og en sti leder op på ådalskanten til en enestående udsigt over herregårdslandskabet med Haraldskær, Skibet Kirke og ådalen mod vest. Der er mulighed for en afstikker til en ny skov ovenfor dalen, hvor spredte frugttræer beriger skovturen i sensommeren.
Du kan også hente en printet folder på biblioteket, hos Visit Vejle eller i Økolariet.