I området omkring Tørskind og Runkenbjerg, hvor Vejle Å og Egtved Å løber og forenes, ser du et utroligt smukt og stort dallandskab med den ene bjergtagende udsigt efter den anden. Mosaikker af forskellige naturtyper og landskaber med bakker, skråninger og flade, udstrakte dalstrøg åbner sig for øjet.
Fredet landskab med mange vandreruter
Området er gennemvævet af afmærkede vandreruter, i alt 40 km fordelt på 11 forskellige ruter. Stierne er let tilgængelige med udgangspunkt fra P-pladser og med infotavler ved start.
Ådalen omkring Runkenbjerg og Sønderkær blev fredet ved en stor landskabsfredning i 1980. Det har sikret arealet imod nye bygninger, og det er baggrunden for det helt enestående store og tætmaskede net af vandrestier, som findes her.
Kort over vandreruter og faciliteter
Zoom ind på kortet, vælg en rute eller en facilitet, og få en beskrivelse af stedet.
Du kan også hente en printet folder på biblioteket, hos VisitVejle eller i Økolariet.