Delpolitik om vold og trusler
Vi ønsker et sundt og sikkert arbejdsmiljø, hvor vi har fokus på en systematisk forebyggelse og håndtering af vold og trusler
Indledning
I Vejle Kommune ønsker vi et arbejdsmiljø, hvor alle medarbejdere har et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Målet med denne delpolitik er at understøtte en systematisk og helhedsorienteret forebyggelse og håndtering af vold og trusler. Forebyggelsen skal have fokus på at skabe den nødvendige læring, så antallet af voldsomme episoder mindskes, til gavn for både medarbejdere og borgere. Vi ønsker derfor en åben og tillidsfuld dialogkultur, som bidrager til at udfordringer italesættes og løses. Det er vigtigt, at vi alle tager ansvar for vores egen og vores kollegaers sikkerhed.
Vores udgangspunkt er, at alle mennesker ønsker at indgå i og bidrage til gode relationer. Mange voldsomme episoder vil kunne forebygges, hvis man anskuer vold og trusler som en faglig udfordring, hvor også borgerens perspektiv tænkes ind i forebyggelsen af voldsomme episoder.
Vold og trusler fra borgere må ikke blive et grundvilkår, som medarbejderne skal tåle. Vold og trusler skal derimod forebygges og håndteres. Derfor skal hændelser med vold og trusler registreres og anmeldes i SafetyNet, og der skal handles på episoderne, så medarbejderne fortsat kan gå sikkert på arbejde.
Vold eller trusler internt mellem kollegaer accepteres ikke.
Delpolitikken indeholder de overordnerede retningslinjer, men kan ikke stå alene. Det er nødvendigt med lokale drøftelser, aftaler og retningslinjer.
Definition
Begrebet "vold" bruges som en fælles betegnelse for både fysisk vold og psykisk vold, herunder også trusler.
Fysisk vold kan fx være:
- Angreb mod kroppen i form af overfald, kvælningsforsøg, knivstik, spark, slag, skub, benspænd, fastholdelse, kast med genstande, bid, niv, krads og spyt.
Psykisk vold kan fx være:
- Trusler, der fremsættes over for medarbejdere, fx mundtlige trusler mod medarbejdernes sikkerhed, herunder trusler på livet, trusler om fysisk hærværk mod arbejdspladsen eller trusler mod medarbejdernes familie, venner eller andre nærtstående personer eller medarbejdernes ejendele. Eksempler på mundtlige trusler kan være "Jeg ved, hvor du bor" eller "Jeg ved, hvor dine børn går i skole". Trusler kan også udtrykkes uden ord, fx med knyttede næver, bevægelse af en finger hen over halsen eller med tegninger.
Delpolitikken omhandler arbejdsrelateret vold og trusler, dvs. vold og trusler som sker i relation til arbejdet. Retningslinjerne gælder derfor både vold og trusler som sker i arbejdstiden og uden for arbejdstiden.
De arbejdspladser, hvor der typisk vil være risiko for vold uden for arbejdstid, er dem, hvor der i forvejen er risiko for vold i arbejdstiden.
Systematisk indsats
Vi tager vold og trusler alvorligt, og derfor håndterer vi det professionelt og systematisk.
Det betyder, at vi identificerer, forebygger, handler og drager den nødvendige læring.


Systematisk indsats - vold og trusler
Arbejdsgangene og konsekvenserne af en voldsom episode er forskellig afhængig af, hvem der udøver volden eller fremsætter truslen.
Nedenfor er indsatsen opdelt efter, om der er tale om en intern eller ekstern relation. Intern er fx en kollega eller en leder. Ekstern relation er fx en borger eller en samarbejdsrelation.