Kerneopgave og Helhedsorienteret tilgang
Kerneopgave og Helhedsorienteret tilgang i Familie & Forebyggelse 2025
Kerneopgaven i Familie & Forebyggelse
I Familie & Forebyggelse understøtter vi børn, unge og familier i at kunne klare sig i livet
og opleve sig som en del af gode fællesskaber.
Kerneopgaven for øverste ledergruppe i Familie & Forebyggelse
Ledergruppen i Familie & Forebyggelse lykkes, når vi tager strategiske valg, hvor fagligheder og perspektiver sættes i spil.
Vi skaber sammen de bedste udviklingsmuligheder for alle børn og unge i Vejle Kommune.
Inddragelse og koordinering
Helhedsorienteret tilgang handler om, at vi i hver sag tager udgangspunkt i barnets, den unges og familiens perspektiv. Barnet og den unge har stor indflydelse på egen sag og hvem, der skal deltage fra netværket.
Vi stiller spørgsmål, før vi giver svar. Når vi afholder møder, taler vi om det, der fylder for barnet og den unge. Barnet, den unge og familien skal opleve, at møder er relevante, og at sproget er enkelt og oversættes fra faglighed til daglig tale.
Barnet eller den unge har sin egen plan. Myndighed har en koordinerende rolle, og der bliver afholdt dialog- og netværksmøder, hvor oplysninger indhentes på mødet, så alle relevante deltagere hører det hele.
Børn, unge og familier skal opleve, at vi forskellige personer i kommunen ved, hvad hinanden gør, og at der er en rød tråd i den indsats, de møder. Hvis der er komplekse problemer i en familie, kan det samles i en helhedsorienteret plan, så forældre, barnet og den unge kan overskue det samlede forløb.
Netværk og robusthed
Netværk og vigtige relationer er tilstede i børnenes liv, også når vi som professionelle ikke er. Derfor tager den helhedsorienterede tilgang udgangspunkt i de fællesskaber, der giver mening for den enkelte.
De meningsfulde fællesskaber skal sammen med de tilbud, som kommunen har, give sammenhæng og sikkerhed for stabilitet i børnenes, de unges og familiernes hverdag.
Vi tager overordnet udgangspunkt i, at vi som professionelle kun er i familiens liv et kort øjeblik. Vores opgave er, som udgangspunkt, at hjælpe forældre til selv at kunne løse familiens udfordringer, samt at støtte til at udfordringerne løses i et godt samarbejde med dagtilbud og skoler. Med den baggrund skal alle professionelle arbejde på at tænke frivillighed og netværk ind i løsning af familiens udfordringer.
Når barnet eller den unge indgår i et meningsfuldt fællesskab, mindsker vi skrøbeligheden ved overgange, og når der er udsving i familiernes liv, er netværket med til at skabe robusthed og kontinuitet.
Fælles fagligt ansvar og ligeværdighed
Med den helhedsorienterede tilgang tager vi som professionelle ansvaret for at sikre sammenhæng, når vi møder familierne.
Vi har ansvar for at kende hinanden og vores forskellige praksis, på tværs af organisationer og faggrupper, og indsatserne skal hænge sammen. Vi skal gøre tingene mindre komplicerede og danner effektive samarbejdsrelationer, som vi bruger, når og hvor behovet opstår. Vi giver ikke slip på en familie, før de er klar til det, eller en anden eller netværket har taget over.
Vi har et professionelt fokus på at afdække og identificere barnets og den unges behov for at iværksætte den rette indsats. Vi stopper den professionelle indsats, hvis det ikke er den rigtige, og sammen med familie og netværk finder vi andre veje til, at barnet eller den unge kommer i trivsel.
Faglig ligeværdighed er et ideal, der betyder, at den metode, der giver bedst mening, er den metode, der sættes i værk. Vi laver fælles målsætninger for arbejdet.