Principper for den gode overgang - Fra børnehave til skole
Læs om principperne for den gode overgang fra børnehave til skole i Vejle Kommune, hvor vi sikrer en inkluderende praksis og et stærkt samarbejde mellem børnehaver, skoler og forældre.
Indledning
Børn udvikler sig i fællesskaber, skriver vi i vores børne- og ungepolitik. En god overgang fra børnehave til skole er kendetegnet ved, at alle børn oplever at være en del af gode inkluderende fællesskaber.
Overgangen fra børnehave til skole er en af flere livsovergange i børns liv. Identitet, relationer og roller forandres, og derfor har det stor betydning, at børns tidligere erfaringer aktivt inddrages i overgangen. Når vi skaber mulighed for deltagelse i mangfoldige børnefællesskaber, viser vi børn, at de er vigtige i det nye miljø.
Denne folder sætter retning for overgangsarbejdet mellem børnehaver og skoler i Vejle Kommune og skal dermed sikre, at alle børn får så god en overgang som muligt. Principperne skal ses i forlængelse af børne- og ungepolitikken.
Folderen omfatter:
- Værdier – som overgangen i Vejle Kommune bygger på.
- Perspektiver – børn, forældre og professionelles.
- Otte pejlemærker – som børn skal øve sig i.
Folderen henvender sig primært til fagpersonale i børnehaver og skoler.
Alle børnehaver og skoler er forpligtede på at udarbejde lokale samarbejdsaftaler for den gode overgang.
Samarbejdsaftalen beskriver samarbejdet mellem børnehaver, skoler og forældre og understøttes af fælles overgangsredskaber.
Betingelser og muligheder er forskellige fra område til område. Mange børn starter i skole i et andet område, end hvor de går i børnehave. Disse børn skal også have en god overgang, selvom samarbejdet mellem børnehave og skole ikke nødvendigvis kan være lige så tæt her som mellem den lokale børnehave og skole. Derfor er et fælles afsæt vigtigt.

