Skovplan for Vejle Kommunes skove 2023-2032

Kommuneskovene tjener mange formål på samme tid. Skovplanen viser, hvordan Vejle Kommune vil forvalte sine skove med friluftszoner og naturzoner.

Kommuneskovene i Vejle Kommune

Kommuneskovene i Vejle Kommune er de skove, som Vejle Kommune ejer. De består i dag af 833 hektar bevokset areal med hovedsageligt bøgedomineret løvskov samt elle-askemose på våd bund og mindre bevoksninger af nåleskov på de sandede partier. 

Kommuneskovene tjener mange formål på samme tid; friluftsliv, sundhed, landskab, natur, klima, miljø og grundvandsbeskyttelse. 

Skovplanen viser, hvordan Vejle Kommune vil forvalte sine skove 2023-2032. Planen giver et overblik samt en prioritering og inddeling af skovene i friluftszoner og naturzoner.

Faciliteter og aktiviteter for friluftslivet prioriteres højest i ”friluftsskov” og ”højaktivitetsskov”, og i den anden ende af skalaen prioriteres stille brug af skoven i ”rolig skov”. 

Natur og biodiversitet prioriteres højest i biodiversitetsskov, der i planen dækker en tredjedel af Kommuneskovene. 

På resten af arealet foregår naturnær, flersidig og bæredygtig skovdrift til gavn for klimaet og kommunens egen forsyning af materialer til skovenes friluftsfaciliteter. 

Det generelle skovbillede vil efterhånden komme til at minde om naturskov, og skovdriften skal tilstræbe optimering i forhold til friluftsliv, natur, økonomi og klima-effekt.

Læs mere i pdf'en Skovplan - forvaltningsplan for Vejle Kommunes skove 2023-2032