start på hovedindhold

Ny cykelsti på Vardevej og Vesterbrogade

Vejle Kommune etablerer cykelsti på begge sider af Vardevej og Vesterbrogade i Vejle for at forbedre cykelforholdene og øge trafiksikkerheden i området.

Klima, natur og miljøTrafik og mobilitetVejleIgangværende

Trafikafviklingen og -sikkerheden på Vesterbrogade og Vardevej på strækningen mellem Boulevarden og Spinderigade forbedres. Den nuværende udformning på én af byens ældste gader gør, at alle trafikantgrupper flere steder kører på samme kørebaner. Det skaber forsinkelser og uhensigtsmæssige trafiksituationer - for eksempel i forbindelse med overhaling cyklister og parkering langs strækningen.

Derfor skabes en klar opdeling mellem trafikantgrupper, som skal medvirke til øget fremkommelighed og en reducering af konflikter mellem køretøjer og aktive trafikanter (cykler, løbehjul, ladcykler med flere).

På et hverdagsdøgn passerer 11.600 køretøjer Vesterbrogade. Det tal er stagneret de seneste år, hvilket er et udtryk for, at strækningen er yderst trafikeret og er tæt på maksimal kapacitet i spidstimerne. Derfor er ønsket at fremme cyklisme i Vejle på strækningen blandt andet ved at øge trygheden, sikkerheden og ikke mindst fremkommeligheden.

Vesterbrogade i sin nuværende form er den sidste del af vejfirkanten i Vejle uden cykelfaciliteter, og projektet vil dermed fuldende cykelringen omkring Vejle og skabe gode cykelforbindelser rundt om bykernen.

Krydset ved Gl. Jellingvej vil desuden få et signalreguleret anlæg med fodgængerovergang. Det vil bidrage til en mere sikker krydsning af Vesterbrogade for fodgængere og cyklister.

Mens arbejdet står på, vil Vejle Spildevand også udføre en ny regnvandsledning på dele af strækningen, og dermed undgår vi at belaste området igen på et senere tidspunkt. Projektet starter i maj 2026 og strækker sig cirka 16 måneder frem – dog med forbehold.

Ladcykler, cykler, løbehjul og andre aktive trafikanter vil i fremtiden kunne køre mere trygt og sikkert på nye cykelstier langs Vardevej og Vesterbrogade til gavn for alle trafikanter. Foto: Teknik & Miljø

Et projekt i tre faser

Anlægsarbejdet foregår i tre faser. Det sker for at belaste den daglige trafikafvikling mindst muligt og ikke mindst fremkommeligheden til områdets butikker og erhverv. Cyklister vil kunne færdes i begge retninger, mens den resterende trafik ensrettes fra øst mod vest, mens der vil kunne ske omkørsel ad blandt andet Nyboesgade og Valdemarsgade, som er tydeligt skiltet. Bustrafikken vil være omlagt i hele perioden til Skolegade og Nyboesgade mellem Vedelsgade og Boulevarden.

Entreprenøren og Vejle Spildevand har ikke meget plads at udføre arbejdet på i den gamle, smalle gade, og der vil derfor være periodevise vejafspærringer og forringelser af trafikafviklingen.

Beboere vil opleve ikke at kunne ankomme til deres ejendom i bil i perioder. Vi beklager kommende forstyrrelser og eventuelle gener - vi gør, hvad vi kan.

Nye parkeringspladser

I forbindelse med anlægningen af cykelstier og fortove er det nødvendigt at fjerne flere parkeringspladser på Vesterbrogade. 26 parkeringspladser fjernes, mens der forinden dette projekt er etableret 36 nye parkeringspladser ved Vestbanevej.

Parkeringspladserne på Vesterbrogade reguleres, så der kan parkeres i maksimalt 30 minutter mellem klokken 6.00 og 17.00 af hensyn til at imødekomme butikkernes parkeringsbehov. Uden for dette tidsrum vil parkering være ubegrænset. Parkeringsforholdene følges løbende, og der vurderes på muligheden for korttidsparkering i sidegaderne, hvis behovet opstår.

I forbindelse med de nye parkeringslommer på Vardevej og Vesterbrogade etableres flere plantebede til nye træer og stauder. Der skabes desuden mindre byrum til ophold flere steder langs strækningen.

Beboere og ejere af ejendomme langs Vardeveje og Vesterbrogade vil blive orienteret om processen med mere via breve i e-boks. 

Hvad er vejfirkanten i Vejle?

Tanken bag vejfirkanten er, at uanset hvor man kommer, fra lander man på vejfirkanten, og herfra kører man på en fordelingsvej hen til destinationen. Vejfirkanten er med til at fredeliggøre vejene i centrum, da størstedelen af trafikken skal være på vejfirkanten. Ved at have det for både cyklister og bilister gør det trafikforståelsen mere simpel.

I Vejle Kommune har vi de seneste år etableret nye lysreguleringssystemer, nye vejforløb og svingbaner og meget andet for at sikre et optimalt trafikalt flow rundt om bykernen i forhold til den plads, vi nu har til rådighed på grund af bebyggelse og andre forhold.

Vejstrækningen med Vesterbrogade og Vardevej er en del af den såkaldte vejfirkant, og er den sidste del der mangler at blive forbedret for cyklister. Boulevarden, Vardevej, Skovgade, Havneruten, Fredericiavej og Damhaven er ligeledes en del af vejfirkanten.

Kilde: Vejle Kommune