C. M. Hess’ Jernstøberi

Grundlagt i Grønnegade

Den 20. juni 1876 løb o. 3.000 pund jern ud af smelteovnen i et lille og hidtil noget forsømt jernstøberi i Grønnegade og blev forvandlet til kakkelovne, komfurer og andet støbegods. Hermed var dets nye ejer, den 24årige Christian Martin Hess (1851-1929) i gang, og herefter gik det stærkt. Det skrantende foretagende voksede til en virksomhed, der kom til at præge Vejles udvikling og gøre byen til den driftigste industriby i provinsen. Jernstøberiet var efter kongelig bevilling blevet etableret i 1847 af smedemester Rasmus Andreas Rasmussen, der ifølge en indberetning til Finansministeriet i 1855 havde en arbejdsstyrke på 6 mand og et maskineri trukket af to heste. Der blev fortrinsvis fremstillet kakkelovne, men der kom aldrig rigtig gang i produktionen, så i 1868 lejede han støberiet ud til smedemester J.W. Aarup, der heller ikke havde det store held med foretagendet. Arbejdsstyrken var stadig på beskedne 5-6 mand, og maskineriet bestod af en hest eller to, der travede rundt i en hestegang og sørgede for, at en blæser under smelteovnen skabte den rette høje temperatur. Det fremmede heller ikke sagen, at støberiet stod på en fugtig grund, der ofte blev gennemsivet af vand fra den nærliggende Mølleå.

 

C.M. Hess etableret sig

Det var således et jernstøberi, der trængte stærk til forbedringer, da C.M. Hess overtog det i 1876. Som det første blev grunden drænet, og støberiet fik et forhøjet og mere solidt fundament. Hestegangen blev erstattet af en brugt dampmaskine på 6 HK, og en høj skorsten var et iøjnefaldende indslag i gadebilledet. Og hvis nogen var i tvivl om, at der skete store forandringer i Grønnegade, kunne de lytte til den fabriksfløjte, der kom til at lyde morgen, middag og aften. ”Nu piber Hess” blev Iidt af en talemåde. Det første år blev der tændt op i smelteovnen hver 10ende dag og produceret 150 kakkelovne og andet støbegods. C.M. Hess var født og opvokset i Middelfart, hvor faderen Jørgen Svendsen Hess havde overtaget et jernstøberi i 1852, og hvor han blev oplært sammen med sine to brødre. Han havde også haft arbejde inden for faget i Ribe og Hamborg og kom til Vejle med en god faglig ballast og tegninger og modeller fra faderens virksomhed i Middelfart.

 

På udstilling med succes

I 1880 blev C.M. Hess gift med Emma Brincker, hvis to brødre Carl og Fritz i 1867 havde anlagt Grejsdal Hammerværk, der fortrinsvis fremstillede leer og spader og voksede til at blive et af de største industriforetagender i Grejsdalen. Der kom hurtigt familieforøgelser, og ikke bare børneflokken men også efterspørgslen på Hess’ kaI‹kelovne voksede, ikke mindst fordi de vakte opmærksomhed på forskellige industriudstillinger, især Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i 1888, hvor Hess kom hjem med en medalje. Produktionen blev udvidet med daglige støbninger og opkøb af naboejendommene. Vejle Amts Avis kunne i 1892 konstatere, at som leverandør af kakkelovne og komfurer stod hr. Hess vistnok som nr. 1 i Iandet.

 

Brand og udflytning

I Grønnegade havde den store succes dog også en bagside. Fabriksskorstenens røg og svovldampe lagde sig som et tykt tæppe over den gamle gade, der dårligt kunne rumme det store fabriksanlæg, og de hårdt prøvede beboere fik sig også en gedigen forskrækkelse, da dele af støberiet i 1894 blev hærget af en voldsom brand. Det var på tide at anlægge en ny fabrik, der kunne rumme en del af produktionen, og den kom i drift i engene ved Vedelsgade i 1898. Produktionen blev opdelt, så de runde ovne stadig blev fremstillet i Grønnegade, medens de firkantede og det øvrige støbegods kom fra den nye fabrik. Her var maskinkraner, der løftede op til 5.000 kg., og det elektriske lys fra 300 glødelamper og 50 buelamper kunne oplyse det store anlæg.

Kakkelovnen som kunstværk

På de to fabrikker blev der foruden bygningsgods produceret 25.000 kakkelovne og komfurer årligt af en arbejdsstyrke på o. 300 mand, men produktionsapparatet kunne knapt følge med efterspørgslen. C.M. Hess var klar over, at hvad kakkelovnene angik, så kunderne ikke kun på deres effektivitet men også deres udseende. Derfor udskrev han i 1901, da virksomheden havde 25 års jubilæum, en konkurrence, hvor fem arkitekter udarbejdede tegninger til ovne i forskellige stilarter. Hermed satte han nye standarder for kakkelovnen som kunstværk, og kunderne kom nu både fra Danmark og udlandet. De første 25 år havde bragt C.M. Hess helt i front blandt landets jernstøberier, men der blev ikke hvilet på laurbærrene. Den voldsomme vækst fortsatte, så næsten hvert år bød på nye udvidelser, og i 1912-14 skød et nyt stort og moderne indrettet støberi op på den vestlige side af Omløbsåen. Den voldsomme byggeaktivitet skyldtes ikke mindst, at Hess’ centralvarmeanlæg var stærkt efterspurgte af både private og offentlige institutioner. De blev bl.a. installerede på Politigården og den kgl. Mønt i København, Statsskolerne i Randers og Viborg og på det nye Vejle Amts og Bys Sygehus.

 

En aktiv borger

C.M. Hess var i begyndelsen af 1900-tallet avanceret til byens største skatteyder og en efterspurgt deltager i det offentlige liv. Han var medlem af byrådet fra 1881 til 1894, i 1899 indtrådte han i Vejle Banks repræsentantskab, og det blev også til bl.a. poster i Vejle Tekniske Selskabs bestyrelse og Vejle Haandværkerforenings repræsentantskab. Han var desuden aktiv i en komite, der gjorde det muligt at få opført en ny kirke i Vejle, Vor Frelsers Kirke, der blev indviet i 1907. Her støttede han også kirkebyggeriet med et generøst økonomisk bidrag. Man gik heller ikke forgæves til Hess, da byens nye museum skulle finansieres. Også virksomhedens veltjente arbejdere blev betænkt med legater og et alderdomshjem.

 

Aktieselskabet ”C.M. Hess’ Fabriker”

Den 11. marts 1919 overgik C.M. Hess’ virksomhed fra privateje til aktieselskab. Aktiekapitalen var på 2 millioner kr. Grundlæggeren selv blev formand for bestyrelsen, hvis øvrige medlemmer var hans ældste søn Christian Emil, svigersønnerne Vilhelm Topsøe og Jørgen Falck samt bankdirektør Jacob Petersen, der var næstformand. Som direktører udnævntes C.M. Hess’ næstældste søn Harald Einar og den mangeårige medarbejder, prokurist Martin Sørensen. Status viste ved udgangen af 1919 et overskud på knap tre millioner kr.

C.M. Hess havde hele livet haft et godt helbred, men den 1. december 1929 døde han af et hjertetilfælde og hermed sluttede en epoke i Vejles historie som driftig industriby. Virksomheden, han skabte, kom med tiden i vanskeligheder, der sluttede med den endelige lukning i 1975.