Forannoncering af ansøgning om ændring af eksisterende miljøgodkendelse til Lantmännen Cerealia A/S, Møllegade 12, 7100 Vejle
Høring
Vejle by
31. marts 2026
2. marts 2026
Lantmännen Cerealia A/S, Møllegade 12, 7100 Vejle har ansøgt om miljøgodkendelse til at opføre 6 nye siloer i forlængelse af 4 eksisterende siloer. Bygningen, som står på det areal, hvor siloerne påtænkes etableres, vil blive nedrevet.
Forannoncering i forbindelse med ændring af eksisterende miljøgodkendelse.
Vejle Kommune må ikke træffe afgørelse om udvidelser eller ændringer hos virksomheder omfattet af IE-direktivet, inden offentligheden har haft lejlighed til at udtale sig om ansøgningen og udkast til afgørelsen.
Derfor offentliggøres det, at Lantmännen Cerealia A/S, Møllegade 12, 7100 Vejle har ansøgt om at etablere 6 nye stålsiloer i forlængelse af 4 eksisterende siloer. De nye siloers højde bliver ca. 35 m.
Hvor de 6 siloer placeres, nedrives en lagerbygning.
Etablering af de 6 siloer vil betyde at råvarer (korn) fremover primært leveres via skib fremfor lastbiler, som det sker nu. Ændringen vil ikke i øvrigt betyde udvidelse eller ændring af virksomhedens produktion.
Ansøgningsmaterialet indeholder støjnotat, som viser at efter etablering af de nye siloer, vil de gældende støjgrænseværdier forsat være overholdt i naboområderne.
Enhver har ret til at se ansøgningsmaterialet og eventuelt at kommentere det. Ansøgningsmaterialet vil blive fremsendt pr. mail, når vi har modtaget anmodning derom.
Man kan også bede om at få tilsendt udkastet til afgørelse, når det foreligger.
Enhver har ret til at kommentere udkastet senest to uger, fra det er modtaget.
Bemærkninger til ansøgningsmaterialet og anmodning om at modtage udkast skal være modtaget senest den 31. marts 2026.
Retten til at se sagens akter, sker med de begrænsninger, der fremgår af offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger. Det gælder både i forhold til ansøgningen, udkast til afgørelse og eventuelt supplerende materiale.
Offentliggørelse
Vejle Kommunes afgørelse offentliggøres udelukkende digitalt på www.vejle.dk.
Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.
Henvendelse om ansøgningen
Kommentarer, spørgsmål og anmodninger om at se sagen eller at få tilsendt udkastet til afgørelsen kan ske ved henvendelse til enten Aino Hvam eller Vita Jokumsen.