
Forløb med digital hjemmetræning giver seniorer i Vejle Kommune bedre livskvalitet
Vejle Kommune har med stor succes implementeret det digitalt understøttede hjemmetræningsprogram DigiRehab, som har til formål at øge borgernes selvhjulpenhed og livskvalitet. Projektet, der startede i april 2024, har allerede vist gode resultater og har haft en positiv indvirkning på borgernes hverdag.
PressemeddelelseDigiRehab blev i april 2024 lanceret som et frivilligt tilbud til borgere i fire hjemmeplejedistrikter og er nu udvidet til elleve distrikter. Og tendenserne er allerede rigtig gode. Erfaringerne viser nemlig, at træningen øger borgernes fysiske og mentale velvære, hvilket gør dem i stand til at klare flere dagligdagsopgaver uden hjælp eller med mindre støtte.
Vejle Kommunes Seniorudvalg har netop modtaget en evaluering på de første erfaringer og forventninger til indsatsen. I løbet af de første otte måneder har 85 % af deltagerne gennemført træningsforløbet, hvilket svarer til 146 ud af 171 borgere. Af dem har 90 % har bevaret eller forbedret deres fysiske formåen, mens 66 % har fået reduceret eller fastholdt mængden af den hjælp, de har modtaget fra hjemmeplejen i Vejle Kommune.
"Vi er utroligt glade for de positive effekter, som DigiRehab har haft på borgernes hverdag. Det er fantastisk at se, hvordan træningsprogrammet har hjulpet så mange borgere med at blive mere selvhjulpne og forbedre deres livskvalitet, siger Gitte Frederiksen, formand for Seniorudvalget i Vejle Kommune.
Hjemmetræningen understøtter borgere, som har meget svært ved at komme ud af eget hjem, så de kan modtage træning. Med DigiRehab får de derved mulighed for at leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om styrketræning to gange om ugen. Fysioterapeut og DigiRehab-koordinator Rikke Vikær Juul ser et stort potentiale i den digitalt understøttede træningsform.
”Som fysioterapeut ser jeg, at træningen styrker borgeren. De bliver mere aktive, kan måske selv gå i bad, tømme postkassen eller lave deres egen frokost. De får et fysisk boost, og nogle begynder endda at træne selv eller får mere mod på at gå ud på egen hånd”, siger Rikke Vikær Juul, fysioterapeut og DigiRehab-koordinator i Vejle Kommune.
Om DigiRehab
DigiRehab er et forebyggende tiltag, der skal støtte borgere i at fastholde og forbedre deres funktionsevne og dermed reducere behovet for hjælp. Træningen varetages af tre hjemmetrænere, og Vejle Kommune tilbyder træningen til borgere, der modtager hjemmehjælp både fra kommunen og private leverandører. Træningen foregår hjemme hos borgerne sammen med en hjemmetræner, og den bliver understøttet af et digitalt online træningssystem.
Inden træningsforløbet går i gang, bliver borgernes fysiske funktion testet. Resultatet af den fysiske test danner grundlaget for et individuelt træningsprogram baseret på borgerens behov.
Træningsforløbet strækker sig over 12 uger med to ugentlige træningssessioner af 20 minutters varighed.