Bestyrelsesformand for Vejle Spildevand og udvalgsformand i Vejle Kommune indvier projektet.
Foto © Teknik & Miljø

Klimaprojekt Østbyen i Vejle er færdig

Nu kan vi styre regnvand, når det rammer vores jord i det nordlige og østlige Vejle på et areal, der svarer til 371 fodboldbaner.

Nyhed
Bestyrelsesformand for Vejle Spildevand og udvalgsformand i Vejle Kommune indvier projektet.
Foto © Teknik & Miljø

Tirsdag eftermiddag den 28. oktober 2025 har Vejle Kommune sammen med Vejle Spildevand og alle interesserede indviet anden og sidste etape af Klimaprojekt Østbyen i Vejle.

I forbindelse med projektet har Vejle Spildevand blandt andet nedgravet en ny, stor klimaledning under Horsensvej, så vi kan dirigere fremtidens nedbør fra dele af Store Grundet ned forbi Tommy Troelsens Park og videre ud i fjorden. Vejle Kommune har i samme ombæring forbedret og moderniseret tunnelen ved Vejle Friskole og etableret ny cykelsti på Lille Grundet Hulvej.

Dermed sættes et punktum for hele Klimaprojekt Østbyen, som gør, at den regn, der falder ved Nørremarken og Store Grundet (samlet set 265 hektar), nu kan styres ud til Vejle Fjord. Det mindsker risikoen for oversvømmede togskinner, veje, legepladser, kældre m.v. i den lavtliggende østlige del af Vejle, hvor vandet tidligere har fundet sine egne veje til.

I forbindelse med Klimaprojekt Østbyen har Vejle Kommune og Vejle Spildevand blandet andet:

  • Etableret Klimaparken ved ØsterBO – et grønt område med vandkorridor, søer og meget mere
  • Etableret Tommy Troelsens Park - et rekreativt område med tre bassiner til opmagasinering af nedbør
  • Nedgravet ny skybrudsledning fra Grundet og under Horsensvej – dermed styring af nedbør hele vejen ud til Vejle Fjord
  • Forbundet både Nørremarken (helt fra Moldevej til Roms Hule) og Store Grundet med nye, store klimarør under Rødkildevej

Projektet står netop klar i en tid, hvor der er lavet nye nedbørsrekorder i både 2023 og 2024 – og det er vel at mærke siden, at DMI begyndte deres målinger i 1874.

  • Bestyrelsesformand for Vejle Spildevand og udvalgsformand i Vejle Kommune indvier projektet.Bestyrelsesformand for Vejle Spildevand og udvalgsformand i Vejle Kommune indvier projektet.