start på hovedindhold

Overvældende interesse for SDU Vejle

I september åbner SDU Vejle dørene for de første studerende på fire nye bacheloruddannelser indenfor IT, datalogi og computer science.

Pressemeddelelse

Det var en glad borgmester, der sent søndag modtog de foreløbige tal for antal ansøgere til de nye bacheloruddannelser på SDU Vejle, der åbner dørene for studerende i september 2026. Hele 1.718 ansøgere har spejdet mod SDU Vejle og de 130 studiepladser, som til en start udbydes.

”Jeg er både glad og stolt over den store interesse SDU Vejle har fået. Selv om vi først får de endelige ansøgertal efter kvote 1 ansøgningsfristen den 5. juli, så vidner tallene om en stor opbakning til SDU Vejle og Vejle som studieby,” siger Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune.

Tæt samarbejde med erhvervslivet
Med fokus på avanceret IT, datalogi og kunstig intelligens udbyder SDU Vejle højt specialiserede uddannelser i et tæt partnerskab med flere større virksomheder, hvilket skal styrke forsknings- og uddannelsesmiljøet og en international orienteret campus i Vejle. Samtidig skal partnerskaberne sikre et tæt samspil mellem virksomheder og universitet om undervisning og forskning.

”Erhvervslivet efterspørger i høj grad de kompetencer, som de universitetsstuderende erhverver på SDU Vejle. Det vidner de mange partnerskaberne også om. For mig er det enormt vigtigt, at vi som ny universitetsby kan tilbyde uddannelser, der er relevante for virksomhederne i hele Trekantområdet, og hvor virksomhederne kan samarbejde med de studerende både under og efter endt uddannelse, hvilket også gør uddannelserne attraktive for de studerende. Skal vi tro de første ansøgertal, så ser vi ud til at lykkes med det,” siger Jens Ejner Christensen og tilføjer, at Vejle Kommune i øjeblikket har fokus på at styrke Vejle som studieby:

“Vi arbejder på flere fronter med at udvikle Vejle som studieby. Det gælder bl.a. nye studieboliger, let adgang til fritidsaktiviteter og udvikling af nye ungemiljøer. Vejle skal være en studieby, de unge vælger til, og hvor de møder en mangfoldighed af tilbud og fællesskaber. ”

Arbejdet med at gøre Vejle til en attraktiv studieby er netop blevet styrket med lanceringen af en helt ny hjemmeside: https://studyin.vejle.dk. Siden henvender sig til alle unge, der ønsker at studere på én af de mange uddannelser, som tilbydes i Vejle.

Samtidig er der mulighed for at få svar på spørgsmål og håndholdt hjælp af Vejle Kommunes nye studie-bosætningsguide, der skal gøre det lettere for både danske og udenlandske studerende at finde sig til rette i Vejle.

Læs mere om SDU Vejle

Læs mere om Vejle som studieby

FAKTA

De nuværende 1.718 ansøgere til SDU Vejle fordeler sig som følger på de fire nye bacheloruddannelser:

  • Artificial Intelligence: 574
  • Computer Science: 554
  • Civilingeniør in Interactive Technology Engineering: 188    
  • Civilingeniør in Software Engineering: 402


Når de første studerende på SDU Vejle begynder i september 2026 vil det være i midlertidige lokaler i Farveriet og Spinderihallerne.

Studiestart på SDU Vejles nye campus på Nordkajen ventes at ske sommeren 2030. Den nye campus skal på sigt rumme ca. 1.200 studerende og 100 ansatte.

SDU Vejle og Vejle Kommune har indgået samarbejdsaftaler med LEGO Koncernen samt virksomhederne Kirk Kapital A/S, Bagger-Sørensen & Co A/S og Givesco A/S. Aftalerne har til hensigt at styrke forsknings- og uddannelsesmiljøet på SDU Vejle.