Sådan skaber vi i fællesskab stor, sammenhængende natur
Ambitionen om at skabe mere sammenhængende natur i Vejle Ådal og Fjord blev torsdag aften foldet ud på et møde for lodsejere og borgere med interesse for naturen. Her svarede styregruppen for naturprojektet på spørgsmål fra deltagerne, og der blev blandt andet snakket om natur, økonomi, ulv, hegning og dyrevelfærd.
NyhedPå mødet præsenterede den grønne trepart i Vejle Kommune og styregruppen for Signaturprojekt Vejle Ådal og Fjord arbejdet med det såkaldte signaturprojekt.
I det næste år skal det undersøges, om det er muligt at udvikle et sammenhængende naturprojekt på op mod 15.000 ha i området - over en periode på 30 år.
Det blev understreget, at deltagelse i projektet er helt frivillig, og at der endnu ikke truffet beslutninger om projektet. Formålet er at skabe et solidt grundlag – i dialog med lodsejere og lokalsamfund – før Byrådet næste år tager stilling.
Dialog og spørgsmål i centrum
Efter præsentationen var der mulighed for at stille spørgsmål til panelet, der bestod af repræsentanter fra styregruppen for Signaturprojektet:
- Peder Hummelmose, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget, Vejle Kommune
- Nis Hjort, formand for Vejle-Fredericia Landboforening
- Palle Madsen, formand for Skovejerforeningen Vejle Ådal – Vejle Fjord
- Uffe Rømer, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Vejle
- Lars Feldskou, formand for Bestyrelsen for Vejle Ådal & Fjord
Spørgsmål og temaer spændte bredt fra biodiversitet, ulve, hegninger, naturpleje og dyrevelfærd til økonomi, adgang til naturen og betydningen for lodsejerne.
Flere spørgsmål handlede om, hvad projektet konkret kan komme til at betyde for både lodsejere og lokalsamfund, og hvordan balancen mellem natur, erhverv og hverdagsliv kan sikres.
Et projekt, der skal udvikles i fællesskab
Signaturprojektet er en del af arbejdet med den grønne trepart, hvor kommune, landbrug og naturorganisationer samarbejder om at finde løsninger.
Den kommende periode vil have fokus på dialog, analyser, bekymringer og afklaring af muligheder – herunder økonomi, rammer og lokale hensyn.
Først når det arbejde er på plads, skal Byrådet tage stilling til, om og - i givet fald det vedtages - hvordan projektet skal realiseres.
Læs mere om Signaturprojekt Vejle Ådal og Fjord



























