
Tilbagebetaling af forældrebetaling i dagtilbud
Vejle Kommune fortalte i september, at det var en fejl, at Specialdagtilbuddet Solen har været drevet efter bestemmelserne i Dagtilbudsloven.
Pressemeddelelse
Tilbagebetaling af forældrebetaling i dagtilbud
Solen burde i stedet drives efter Barnets lov, hvilket blandt andet betyder, at forældrene til børn i Solen ikke skal betale for pladsen. Børne- og Familieudvalget og Økonomiudvalget har behandlet omlægning af Solen fra Dagtilbudsloven til Barnets lov på møder den 11. september og 22. september 2025.
Tilbagebetaling af forældrebetaling i Solen
I alt har 103 familier haft børn i Solen i perioden fra oktober 2021 til september 2025, hvor tilbagebetalingen skal ske. I denne uge vil disse familier få besked fra Vejle Kommune om, at de kan forvente tilbagebetaling i første halvdel af december. I alt skal Veje Kommune tilbagebetale 1,7 mio. kroner til de 103 berørte familier.
Forældretakst
Omlægningen af Solen betyder tillige, at den generelle forældretakst har været for høj. En ekstern juridisk vurdering viser, at Vejle Kommune skal tilbagebetale forældrene det beløb, de har betalt for meget i generel takst siden oktober 2021 og frem.
Det sker, da kommunen i følge Dagtilbudsloven højest må opkræve forældrebetaling på 25 procent af bruttoudgifterne. Da Solen fejlagtigt har været medregnet som et alment dagtilbud, har budgettet været for højt, og den samlede forældrebetaling har været højere end de maksimale 25 procent.
Sagen behandles på kommende møde i Børne- og Familieudvalget. Det samlede tilbagebetalingsbeløb til forældrene forventes at udgøre ca. 9,5 mio. kr.
Udvalget vil senere blive forelagt plan for videre proces.