Vejle Kommune køber arealerne på Nordkajen af Vejle Erhvervshavn

Byrådet besluttede på møde den 3. december 2025 at købe arealerne på Nordkajen af Vejle Erhvervshavn.

Pressemeddelelse

Vejle Kommune køber arealerne på Nordkajen af Vejle Erhvervshavn

Havnebestyrelsen godkendte tillige aftalen på møde den 27. november 2025.

Med opkøbet sikrer Vejle Kommune den fremtidige byomdannelse langs Nordkajen herunder udviklingen af SDU Vejles nye campus samt fremtidig byudvikling.

Borgmester Jens Ejner Christensen udtaler:

”Det glæder mig, at Vejle Byråd med købet af arealerne har taget et afgørende skridt i udviklingen af Nordkajen som ny og åben bydel og ikke mindst i etableringen af SDUs nye campus her i Vejle. Vi har nu skabt grundlaget for en vigtig del af udviklingen i Vejle by i mange år fremover.”

I ejerstrategien fra 2018 og 2023 har Byrådet fastslået, at erhvervshavnens aktiviteter over en årrække skal samles på Sydkajen. I forlængelse af parternes aftale om overdragelse af arealer på Nordkajen skal en ny ejerstrategi i 2026 understøtte erhvervshavnens fortsatte udvikling på Sydkajen. Sydkajen er fortsat omfattet af kommuneplanramme til havne- og andre erhvervsformål.

Der er samtidig indgået en samarbejdsaftale mellem Vejle Erhvervshavn og Vejle Kommune med fastlæggelse af rammer for drift og vedligeholdelse af Nordkajens arealer frem til ophøret af de enkelte erhvervslejekontrakter.

Formand for Vejle Erhvervshavn Torben Elsig-Pedersen udtaler:

”På Vejle Havns vegne er jeg glad for den aftale, vi nu har indgået med Vejle Kommune. Vi sikrer udviklingen af Nordkajen, samtidig med at vi skaber mulighed for at udvikle og styrke Sydkajen, så Vejle Erhvervshavn også i fremtiden er en stærk og handlekraftig havn.”

Overdragelsen af arealerne sker til en købesum på 114 mio.kr.

Det sker der nu
Overtagelsesdagen fastsættes til den 31. december 2025. Som led i overdragelsen er det aftalt at Vejle Erhvervshavn, efter overtagelsesdagen, vil varetage havnedriften og vedligeholdelse af arealerne frem til ophøret af de enkelte areallejekontrakter.

Byrådet traf den 28. maj 2025 beslutning om at igangsætte en proces med fokus på at udvikle helhedsprincipper for Nordkajen som samlet byomdannelsesområde, herunder kommende synergi og sammenhæng med SDUVejle. Dette arbejde er igangsat, og fortsætter efter, at kommunen har overtaget arealerne. På det sidste møde i byrådsperioden den 17. december 2025 vil Byrådet tage stilling til konkurrenceprogram for bydelsplan for Nordkajen samt SDU Vejle.