Vejle Kommune tilbyder gratis klimaambassadørskab

Når Vejle Kommune lancerer et nyt forløb, hvor borgere uddannes til lokale klimaambassadører, bliver det et af de første af sin slags i Danmark.

Pressemeddelelse

I løbet af efteråret 2025 åbner Vejle Kommune for første gang nogensinde dørene til en klimaambassadøruddannelse. Forløbet er målrettet alle med interesse for klima og bæredygtighed med det formål at klæde dem på til at blive drivkraft i den grønne omstilling lige dér, hvor de bor.

Forløbet er gratis og består af fem workshops, der skal give deltagerne konkrete værktøjer til at engagere andre, starte lokale klimaprojekter og skabe forandring i fællesskab.

Uddannelsen er udviklet i samarbejde med Climate Action Hub og er en af de første af sin slags i Danmark. Borgerne kender deres baghaver, nabolag, foreninger og lokalsamfund bedst, og med afsæt i praksisnær læring og værktøjer som adfærdsdesign og klimakommunikation klædes deltagerne på til at blive aktive medskabere af grøn forandring dér, hvor det giver mening for dem.

Målgruppen spænder bredt – fra unge i elevråd til seniorer i grundejerforeninger – og ambitionen er at samle en mangfoldig deltagergruppe, der tilsammen kan danne et lokalt netværk på tværs af kommunen.

Sådan foregår forløbet

De fem workshops afholdes i oktober og november 2025 i Vejle. Her undervises deltagerne blandt andet i:

  • At mobilisere andre omkring klimahandling
  • At forstå barrierer for forandring
  • At bruge adfærdsdesign og nudging i hverdagen
  • At facilitere projekter og samtaler i fællesskaber

Efter endt forløb bliver deltagerne en del af et lokalt netværk under Grønt Forum, hvor de kan fortsætte deres arbejde, dele erfaringer og støtte hinanden og deres nye initiativer.

Tilmeldingen åbner den 20. august med deadline den 22. september 2025. Der afholdes to online informationsmøder den 3. og 10. september 2025 fra klokken 17.00-17.30. Her kan interesserede høre mere om forløbet og stille spørgsmål. Uddannelsen starter 1. oktober 2025.

Ifølge den grønne tænketank Concito udleder vi i Danmark i gennemsnit 13 ton CO₂e pr. person, mens en gennemsnitlig verdensborger udleder seks ton CO₂e. For at leve op til flere nationale og internationale klimamålsætninger inden 2030 – blandt andet målsætningen om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader – vurderer FN’s Klimapanel (IPCC), at vi skal ned på cirka tre ton CO₂e pr. dansker.

Hvis du vil vide mere

Kontaktpersoner