Vent med skøjteturen - isen er stadig usikker

Til jer der står klar med skøjterne: Isen er desværre ikke tyk nok endnu. Vi måler isen hver dag, og så snart vi er sikre på, at isens tykkelse er over 13 cm på hele søen, giver vi tilladelse til at færdes på den.

Nyhed

Mange ser sikkert frem til en skøjtetur i vinterferien, og det er jo herligt, at kunne glide frit hen over isen og være smuk skøjteprinsesse eller cool ishockeyspiller for en dag.

Vi har valgt 10 offentlige steder i Vejle Kommune, hvor vi dagligt måler isens tykkelse, så vi kan være klar til at tillade færdsel på isen, når vi er sikre på, isen holder de ønskede 13 cm.

Du kan se de aktuelle ismålinger på www.vejle.dk/is 

Sikkerhed fremfor alt – sådan måler vi

Det ligger os meget på sinde at være sikre på, søens is holder vores minimumstykkelse over alt på det område, vi giver tilladelse til at færdes på. Sikkerhed fremfor alt!

Vi måler i første omgang kun eet sted på søen i vores daglige målinger, indtil den dag vi når 13 cm på vores daglige målested. Så går vi i gang med at måle mange flere steder på søen for at sikre os, at isens tykkelse er over minimumsmålet på hele søen.

Derfor kan du på www.vejle.dk/is opleve, at isens tykkelse pludselig er mindre end eller samme som gårsdagens måling. Der er nemlig stor forskel på isens tykkelse, når vi måler udover hele søen.

Isen dækker Kongens Kær, men er stadig for tynd og usikker flere steder, så det er ikke tilladt at gå ud på isen.

Fotografi © Rune Ørgaard Nielsen // Natur & Vand - Materielgården

Isen dækker Kongens Kær, men er stadig for tynd og usikker flere steder, så det er ikke tilladt at gå ud på isen.

Fotografi © Rune Ørgaard Nielsen // Natur & Vand - Materielgården

Kun på udvalgte offentlige søer

Vejle Kommune måler på udvalgte, offentlige søer, og politiet har bemyndiget Vejle Kommune, til at kunne forbyde færdsel på isen. Så færdsel på isen kan kun ske, når Vejle Kommune giver tilladelse til det. Og kun på den sø, hvor vi sætter skilte op med tilladelse til det.  

Du må ikke gå ud fra, at isen har samme tykkelse på andre søer i kommunen. Der kan være store forskelle fra sø til sø.

Du skal også vide, at man ikke bare må gå ud på isen på privatejede søer uden ejerens tilladelse.

Gå ikke ud på fjordens is

Det er forbundet med livsfare at bevæge sig ud på Vejle Fjord. Isen er ustabil og varierer hele tiden. Det skyldes, at saltvand ikke fryser til is som ferskvand. Dertil kommer det daglige tidevand, som presser vand frem og tilbage – op og ned. Vind og vejr kan sende varmtvandslommer fra havet ind med tidevandet. Flere steder er der bæk- eller åudløb, hvor strømmen presser isen. Så alt i alt: Gå ikke ud på fjordens is!

Værd at vide om is på søer og fjorde

  • Isen skal som udgangspunkt være 13-18 cm tyk for at kunne bære.
  • Is, der er 13 cm tyk eet sted på en sø eller fjord, er ingen garanti for, at isen er sikker at færdes på andre steder på søen eller fjorden.
  • Små, lavvandede søer fryser hurtigt til.
  • Dybe og store søer tager lang tid om at fryse ordentlig til.
  • Sne fungerer som en dyne, der beskytter søen mod frost. Er isen dækket med sne, tager det lang tid, før isen kan bære.
  • Saltvand fryser ikke så hurtigt som ferskvand.
  • Tidevand samt udløb fra åer og bække gør isen særdeles ustabil på fjorden. 
  • Pas på 'rådden is'. Det er is, der har været udsat for skiftende tø og frost. Selvom den er over 13 cm kan den være usikker.

Du kan læse mere om sikkerhed på isen på Trygfondens hjemmeside.