start på hovedindhold

Vil du forme foreninger, fritidsliv og kultur? Stil op til Folkeoplysningsudvalget

Der er valg til Folkeoplysningsudvalget den 11. maj - og det er en mulighed for dig. Medlemmerne kommer fra spejderkorps, aftenskoler, gymnastikforeninger og andet, men fælles for dem er, at de bruger deres stemme til at skabe et rigt idræts-, kultur- og foreningsliv.

Nyhed

Et aktivt idræts-, kultur- og foreningsliv kommer ikke af sig selv. Tværtimod bidrager Folkeoplysningsudvalget i Vejle Kommune til, at idræts- og kulturforeninger, aftenskoler, private aktører og mange andre har gode rammer og mulighed for støtte. 

Nu kan du få indflydelse på netop dét område. Den 11. maj er der nemlig valg til Folkeoplysningsudvalget i Vejle Kommune. 

Medlemmerne kommer fra idrætsforeninger, aftenskoler, kulturforeninger, selvorganiserede og unge, som de repræsenterer. 

I Folkeoplysningsudvalget kan du få indflydelse på:

  • Fordeling af budgettet for folkeoplysningsområdet

  • Tilskud og puljer til foreninger, aftenskoler og andre

  • Nye initiativer og udviklingsområder, fx skolesamarbejder og frivillighed

  • Rammerne – lige fra principper for haltider til lokaletilskud

Der er 8 pladser på valg. 

Pladserne fordeler sig mellem to for idrætsforeninger, en for aftenskoler, en for uniformerede korps, en for kulturforeninger, en fra øvrige foreninger, en fra handicapforeninger eller selvorganiserede og en repræsentant for unge.

Sådan stiller du op til Folkeoplysningsudvalget

Ser du en mulighed i Folkeoplysningsudvalget? Eller har du en mærkesag i kultur-, fritids- og foreningslivet? Meld dit kandidatur via blanketten. 

Stiller du op for en idrætsforening et uniformeret korps, en kulturforening eller en anden forening, skal en formand eller kasserer pege på dig. Hvis du derimod kommer fra en aftenskole, skal det være skolelederen. 

Du kan skrive dine kontaktpersoner på i blanketten. 

Unge kan selv melde sig eller blive indstillet af andre, mens personer fra selvorganiserede grupper skal  være støttet af to personer fra deres aktivitet. 

Læs om og få svar på ofte stillede spørgsmål om Folkeoplysningsudvalget 

Valget til Folkeoplysningsudvalget finder sted i audiotoriet på Campus Vejle. 

Udfyld blanket med dine oplysninger

Valg til Folkeoplysningsudvalget den 11. maj