
IT-datatekniker
Bliv en del af maskinrummet! Interesserer du dig for teknik, servere og fejlfinding? Som IT-datateknikerelev får du en spændende hverdag i en central IT-afdeling, hvor du både arbejder med drift og support.
Hvis du vil vide mere
Uddannelsen varer 4 år og 6 måneder og foregår i vores centrale IT-afdeling, primært i driftsafdelingen. Du kommer dog også rundt i teams som Servicedesk, PC installation, Frontdesk og 2. level.
Du specialiserer dig i infrastruktur og opnår kompetencer inden for:
-
Installation, vedligehold og opdatering af servere og netværksinfrastruktur
-
Slutbrugersupport og fejlfinding
-
Softwaredistribution og mindre scripting
-
Projektorienteret og digitalt arbejde
Derudover får du 6 skoleophold på i alt 50 uger på Syddansk Erhvervsskole i Vejle, hvor teori og praksis kombineres. Uddannelsen afsluttes med en svendeprøve.
Du bliver fulgt af en elevansvarlig, men du skal også tage ansvar for din egen læring. Der er fokus på både faglig og personlig udvikling, og du får en grundig introduktion i alle afdelingens teams.
Arbejdstid
Du arbejder 37 timer om ugen, og følger de øvrige kollegers arbejdstid. Der er mulighed for flextid.
Din arbejdsdag starter kl. 8.00, hvor dine kolleger og vores kunder har brug for din hjælp.
Du får elevløn under hele uddannelsen. Elevlønnen følger overenskomsten for Dansk Metal.
Under forudsætning for regulering - ca. tal:
Under 21 år: Første uddannelsesår 11.620 kr., næstsidste uddannelsesår 13.608 kr. og sidste uddannelsesår 15.604 kr.
Hvornår man stiger lønmæssigt afhænger af uddannelsens længde.
Over 21 år: 18.433 kr.
Over 25 år: 21.424 kr.
Vi forventer, at du er nysgerrig og engageret – og at du har lyst til at tage ansvar for din egen læring. Du skal være forberedt på forandringer og have lyst til at arbejde med både teknik og mennesker.
OBS: Der er i øjeblikket ingen ledige elevstillinger. Hold øje med www.vejle.dk/job for fremtidige opslag.
Se uddannelsen og adgangskrav i Uddannelsesguiden
En uddannelse som IT-datatekniker giver dig stærke kompetencer, der er eftertragtede i både den offentlige og private sektor. Vi kan ikke garantere ansættelse efter endt uddannelse – men mange af vores tidligere elever får job enten hos os eller hos andre.
Elevnetværket understøtter din faglige og sociale udvikling, bl.a. med månedlige møder og et aktivt elevudvalg.