
Frivillig Fredag
Frivillig Fredag hylder dem, der gør en forskel. En eftermiddag med tak, fællesskab og anerkendelse af frivilliges indsats. Kom og vær med til at fejre det frivillige engagement i kommunen.
Rigtig mange frivillige gør en kæmpe indsats i Vejle Kommune. Denne indsats ønsker vi at markere og fejre med et festligt arrangement.
Fredag den 26. september 2025 kl. 15.00-18.30 i Spektrum, Vejle
Frivillig Fredag er for alle, der gør en frivillig indsats i en frivillig social forening eller på det sociale område i Vejle Kommune. Frivillig Fredag holdes hvert år den sidste fredag i september måned og fejres over hele landet.
Vejle Kommune arbejder hele tiden på at forbedre fejringen af de frivillige på det frivillige sociale område. I år er der nye ambitioner og ikke mindst nye rammer for fejringen af de mange fantastiske frivillige. Frivillig Fredag holdes derfor i år i Spektrum Vejle, hvor der er plads til at fejre mange flere frivillige. Derfor kan du i år tilmelde alle interesserede fra din forening.
Vi har i år fået højskoleforstander og sangskriver, Simon Lægsgaard og musiker og højskolelærer, Kristoffer Fynbo Thorning til at stå for underholdningen til Frivillig Fredag. Med fællessang og poesi som omdrejningspunkt belyser Simon Lægsgaard livet og fællesskabet mellem mennesker fra en række forskellige, aktuelle perspektiver. Vi kommer til at synge både kendte og nye sange hovedsageligt fra højskolesangbogen, og fællessangen understøttes på klaver af Kristoffer Fynbo Thorning.
Frivillig Fredag planlægges af Vejle Kommunes Frivilligråd
Program
15.00-15.30 - Kaffe og ankomst med tid til snak og hygge
15.30-15.45 - Velkomst v/ formanden for Frivilligrådet og Gitte Frederiksen (SU) og Lone Myrhøj (VU)
15.45-16.15 - Fællessang og underholdning med højskoleforstander og sangskriver, Simon Lægsgaard og musiker og højskolelærer, Kristoffer Fynbo Thorning.
16.15-16.35 - Prisoverrækkelse
16.35-16.45 - Pause
16.45-18.00 - Fællessang og underholdning med højskoleforstander og sangskriver, Simon Lægsgaard og musiker og højskolelærer, Kristoffer Fynbo Thorning
18.00 - Afslutning. Herefter serveres sandwich inkl. drikkevarer