Opret en privat institution
Hvis du ønsker at oprette en privat institution, skal du opfylde nogle kriterier og lovgivning for at blive godkendt.
Få svar på dine spørgsmål om at oprette en privat institution
Hvordan bliver jeg godkendt som privat institution?
Det er kommunalbestyrelsen, som godkender privatinstitutioner, hvis de lever op til loven og kommunens betingelser for at blive godkendt som daginstitutioner.
Kriterier for godkendelse af private institutioner
Kriterierne er vedtaget politisk 30.3.2011 og revideret i Børne- og Familieudvalget 21.6.18.
De er administrativt revideret 21.1.19, som følge af lovændring vedr. driftsgaranti.
Lovgivning og standarder på området
Oprettelse af privatinstitutioner vil ske efter §§ 19 – 20 i Dagtilbudsloven.
Kommunalbestyrelsen godkender privatinstitutioner, hvis de lever op til lovgivningen og
kommunens betingelser for godkendelse af daginstitutioner. Kommunen har fastsat kriterierne
i dette notat. Dermed får interesserede private leverandører et overblik over, hvilke forhold og
rammer der gælder, for at en privatinstitution kan godkendes. Kravene er de samme, som
kommunen stiller til egne kommunale institutioner.
Det er Børne- og Familieudvalget der fastsætter og offentliggør godkendelseskriterier for
privatinstitutioner i Vejle Kommune. Kravene skal være magen til dem der gælder for kommunale og selvejende daginstitutioner. For privatinstitutioner godkendt efter 30. juni 2018 gælder at kravene kan ændres og privatinstitutionerne skal opfylde de ændrede kriterier senest 6 måneder efter offentliggørelse heraf. Privatinstitutioner godkendt før denne dato skal ikke leve op til ændrede krav.
1. Indledning
En privatinstitution skal overholde den til enhver tid gældende lovgivning, Vejle kommunes
kvalitetskrav og serviceniveau for etablering og drift af daginstitution samt de mål, politikker
og pædagogiske principper, der er gældende i kommunens dagtilbud.
Gældende lovgivning kan ses på www.vejle.dk
2. Vejle Kommunes politikker på dagtilbudsområdet
I kommunens børnepolitik specificeres de værdier og mål, som Vejle Kommune kræver, at alle
dagtilbud arbejder efter. Som privat leverandør er der en forpligtigelse til at efterleve de til
enhver tid gældende beslutninger og kommunes retningsliner på området.
Disse værdier og mål kan findes på www.vejle.dk
3. Godkendelse
3.1 Organisationsform
Privatinstitutioner kan drives af fysiske eller juridiske personer med selvstændig retsevne.
Ansøger skal overfor Vejle Kommune angive valg af organisationsform for privatinstitutionen,
samt beskrive ledelses- og kompetenceforhold, tegningsregler samt hæftelsesforhold.
Godkendelse forudsætter, at der foreligger dokumentation for fornøden virksomhedsregistrering
i CVR. Det er en betingelse for godkendelse, at driften af privatinstitutionen sker i en
selvstændig virksomhed med særskilt regnskabsføring og drift, der i enhver henseende er adskilt fra anden virksomhed.
En godkendelse til at drive privatinstitution kan ikke videreoverdrages.
3.2 Sikkerhedsstillelse
I forbindelse med ansøgning om godkendelse som privatinstitution stiller Vejle Kommune krav om et depositum på kr. 30.000. Beløbet tilbagebetales, når kommunen har truffet en afgørelse. Beløbet tilbagebetales, uanset om privatinstitutionen godkendes eller ej.
3.3 Driftsgaranti
Vejle Kommune stiller krav om en driftsgaranti svarende til ½ måneders drift. Garantien stilles
på anfordringsvilkår.
Sammen med ansøgningen fremsendes budget for de første 12 måneder. Vejle Kommune
beregner driftsgarantien på baggrund af budgettet.
Driftsgarantien er grundet kommunens forsyningsforpligtigelse.
3.4 CVR-nr / SE-nr
Ved oprettelse af en privatinstitution, skal ordningen have tildelt et CVR nr. /SE-nr.
3.5 Forsikringer
Privatinstitutionen er forpligtet til at tegne en løsøreforsikring, erhvervsansvarsforsikring og en
arbejdsskadeforsikring. Arbejdsskadeforsikringen skal også tegnes for kommunalt ansatte, der
er beskæftiget i institutionen. Bygningen skal være bygningsforsikret (brand og husejer).
3.6 Antal pladser
I forbindelse med ansøgningen skal det oplyses, hvor mange pladser der etableres. Antallet
af pladser kan ikke ændres efterfølgende uden fornyet godkendelse fra kommunen.
Sker der efterfølgende en ændring i det godkendte børnetal skal der ske en supplerende driftsgarantistillelse.
4. Økonomi
4.1 Økonomisk ansvar
Privatinstitutionens økonomiske forhold sker i enhver henseende på eget ansvar. Vejle Kommune er således ikke ansvarlig for de retshandler, som privatinstitutionen foretager.
Med henblik på at afdække kravet til privatinstitutionens økonomiske hæderlighed, samt til at
foretage fornøden sikring af, at det af kommunen ydede tilskud anvendes til det bevilgede formål, stilles der krav om, at privatinstitutionen årligt overfor Vejle Kommune skal fremlægge budget og regnskaber påtegnet af en registreret eller statsautoriseret revisor, der skal påse, at budget og regnskaber aflægges efter de til enhver tid gældende regler herom, samt påser, at kravet om adskilt økonomi er iagttaget og overholdt.
Vejle Kommune er endvidere på ethvert tidspunkt berettiget til for privatinstitutionens regning
at kræve balancer påtegnet af en registreret eller statsautoriseret revisor fremsendt.
Privatinstitutionen indestår i enhver henseende for, at forholdet til anden lovgivning er iagttaget
og overholdt.
Vejle Kommune yder drifts- og bygningstilskud, som er uafhængig af privatinstitutionens økonomi.
Dette indebærer, at ejeren af privatinstitutionen kan anvende et eventuelt overskud fra privatinstitutionen til andre formål end egentlig institutionsdrift, blot det ikke er i strid
med lovgivningen i øvrigt.
4.2 Økonomisk hæderlighed
Vejle Kommune stiller krav om, at privatinstitutionen har orden i sin økonomi, har opfyldt sine
økonomiske forpligtelser med hensyn til betaling af skatter, sociale ydelser og er hæderlig i sin
erhvervsudøvelse.
4.3 Driftstilskud
Driftstilskud pr. barn
Vejle Kommune yder driftstilskud pr. barn jfr. dagtilbudslovens § 36.
Tilskuddet svarer til de gennemsnitlige, budgetterede nettodriftsudgifter (ekskl.
støttepædagogudgifter) pr. barn i et alderssvarende dagtilbud i kommunen. Tilskuddet
opgøres inklusive udgifter til moms.
Tilskuddet bliver beregnet på grundlag af det antal børn, der er indskrevet den 1. i
udbetalingsmåneden – tilskuddet udbetales bagud på den sidste hverdag i måneden.
Et barn skal benytte pladsen i privatinstitutionen for at der kan udbetales tilskud. Det er ikke nok, at barnet kun er tilmeldt eller står på venteliste.
Inden udbetaling finder sted, reguleres der i forhold til det faktiske børnetal. Hvis et barn bliver
indmeldt eller udmeldt pr. den 15. i en måned, skal dette tydeligt fremgå af indberetningslisten
til afregning af tilskud.
I beregningen af tilskud tages højde for privatinstitutionens åbningstid, således at
tilskuddet nedsættes i forhold til privatinstitutioner med begrænset åbningstid.
Administrationstilskud
Kommunen yder administrationstilskud pr. barn, der er optaget i privatinstitutionen.
Tilskuddet udgør 2,1 % af kommunens gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter pr.
barn i et alderssvarende dagtilbud.
Administrationen indebærer følgende opgaver: løn, bogføring, budget og regnskab, revision
og personalejuridisk bistand.
Bygningstilskud
Kommunen yder et bygningstilskud pr. barn, der er optaget i privatinstitution. Tilskuddet udgør
for 0 – 2 årige 4,1 % af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter for et alderssvarende dagtilbud i kommunen, og for de 3 – 5 årige 3,2 %.
Alle tilskud er oplyst på www.vejle.dk
4.4 Forældrebetaling
Privatinstitutioner fastsætter og offentliggør forældrenes egenbetaling.
Den private leverandør sørger selv for opkrævning og inddrivelse af forældrebetaling. Manglende forældrebetaling er et anliggende mellem institutionen og forældrene.
Reglerne for fripladstilskud og søskendetilskud følger Dagtilbudsloven § 43. Vejle Kommune beregner og udbetaler tilskud til økonomisk friplads og søskendetilskud til privatinstitutionen. jfr. fremsendte børnelister.
Efterfølgende regulering af for meget ydet tilskud til økonomisk friplads vil blive modregnet i
driftstilskuddet til privatinstitutionen.
4.5 Indberetningsliste til centralpladsanvisningen
Hver måned skal der indsendes indberetningsliste over det antal børn, der er indskrevet og faktisk påbegyndt i privatinstitutionen.
Indberetningslister fra Den Centrale Pladsanvisning skal sendes retur hertil senest den 20. hver
måned, så udbetalingen af tilskud kan ske sidst i måneden.
Vejle Kommune stiller krav om at indberetningslister fremsendes i digital form, og at
privatinstitutionen afholder evt. forbundne udgifter hermed.
5. Personale
Privatinstitutionen skal følge det serviceniveau, der tilbydes i Vejle kommunes kommunale
dagtilbud.
Vejle Kommune stiller samme krav til privatinstitutionen som til de kommunale institutioner vedr.
normering og andel af uddannet personale.
Kravene til personalenormering fremgår af www.vejle.dk
Børneattest
Privatinstitutionen/institutionens leder har ansvar for at indhente børneattester på alle ansatte og frivillige, som medvirker i det daglige arbejde med børnene.
Studerende
Privatinstitutionen skal være åben for at modtage lønnede pædagogstuderende fra seminarierne.
Privatinstitutionen skal være åben for at modtage PAU elever.
Sociale forpligtigelser
For at bidrage til det rummelige arbejdsmarked, skal privatinstitutionen være åben for at modtage personer i fleksjob mv.
Løn- og ansættelsesvilkår
Privatinstitutionen ansætter og afskediger selv personale.
Privatinstitutionen beregner og udbetaler såvel løn som feriepenge mv. til de ansatte.
6. Rammer for institutionen
6.1 Bygningsforhold
Bygningen skal kunne godkendes i henhold til bygningsreglementet til daginstitutionsformål, og
kunne opnå godkendelse hos brandmyndigheden til formålet.
I forbindelse med ansøgningen skal der sendes en kopi af ibrugtagningstilladelse til Dagtilbud, Vejle Kommune.
Institutionen er ansvarlig for, at alle lovpligtige sundheds- og sikkerhedsmæssige forhold for børn og medarbejdere er i orden. Arealet skal være uden sundhedsmæssig risiko. Der skal etableres en sikker legeplads med legeredskaber, der overholder Dansk Standard samt tilgodeser børns behov for udvikling såvel fysisk som socialt.
6.2 Forældrebestyrelse
Som et element i sin tilsynsforpligtigelse skal Vejle Kommune godkende privatinstitutionens
vedtægter.
Vejle Kommune skal desuden informeres om enhver ændring af den til enhver tid gældende
vedtægt.
Vedtægterne skal bl.a. indeholde bestemmelser om valg af bestyrelse og dennes kompetencer,
mødeafholdelse samt andre overordnede forhold fx:
Formål med institutionen
- Åbningstid
- Lukkedage
- Antal børn
- Anvendelse af privatinstitutionens overskud
- Bestyrelsens konstruktion
- Organisationsform
- Optagelseskriterier
- Opsigelsesvarsel ved manglende egenbetaling fra forældrene
Det pædagogiske ansvar ligger hos lederen og bestyrelsen af privatinstitutionen.
Vedtægterne skal vedlægges ansøgningen og skal være offentlige tilgængelige.
6.3 Kontrol og tilsyn
Tilsynet omfatter bl.a.:
- Pædagogik
- Trivsel
- Personalenormering/personalekvalifikationer
- Fysiske rammer
- Sikkerhed
- Overholdelse af gældende lovgivning
- Retningslinjer for legepladssikkerhed
- Privatinstitutionens godkendelsesgrundlag og egne mål
Privatinstitutionen har en forpligtelse til at samarbejde med det pædagogiske tilsyn, og give adgang til dokumentation i forhold til godkendelsesgrundlaget.
6.4 Optagelsesregler
Privatinstitutioner skal fastsætte regler for optagelse. Den private institution skal udarbejde og
administrere synlige og gennemskuelige optagelsesregler, der er i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger. Der kan ikke udelukkes visse grupper for optagelse jf.
retsgrundforudsætninger og diskriminationsforbud o. lign.
Dagtilbuddet kan alene afvise optagelse, hvis der ikke er ledige pladser (her træder
ventelistekriterierne i kraft), eller hvis det i den af kommunalbestyrelsen godkendte ansøgning
fremgår, at optagelse eksempelvis begrænser sig til børn af forældre, der er ansat på en bestemt arbejdsplads/virksomhed.
Børn med særlige behov
Privatinstitutionen er forpligtet til at optage børn med handicaps eller andre særlige problemstillinger. Afslag om optagelse af børn med særlige behov kan alene begrundes ud fra følgende kriterier:
- At de fysiske rammer ikke er eller kan tilpasses barnets behov
- At personalets kvalifikationer ikke matcher de faglige krav, der skal til for at sikre børn med
særlige behov de nødvendige udviklingsmuligheder (en privatinstitution kan optage
alligevel, og derefter søge kommunen om støtte til barnet).
Privatinstitutionen er forpligtiget til at samarbejde med de relevante kommunale instanser og det
pædagogiske tilsyn om de nødvendige tiltag.
Såfremt tilbuddet ikke matcher barnets behov, kan kommunen flytte barnet til en anden institution.
Hvis kommunen vurderer, at barnet ikke trives i privatinstitutionen, kan kommunen pålægge
forældrene at få barnet flyttet til en anden institution.
Optagelses- og ventelistekriterierne skal være offentligt tilgængelige.
Underretningspligt
Det private dagtilbud skal i henhold til bemærkningerne til loven tage kontakt til Vejle Kommune,
hvis det optager/har et barn indskrevet med særlige behov, herunder problemer med adfærd, kontakt og trivsel, jf. underretningspligten. Kommunen vil derefter vurdere behovet for særlige
støtteforanstaltninger, herunder om det er hensigtsmæssigt, at barnet er optaget i privatinstitutionen.
Institutionen er forpligtet til at samarbejde om og følge op på en eventuel handleplan.
7. Bortfald af tilskud og klagemuligheder
Hvis kommunen får oplysninger om, eller via tilsyn bliver bekendt med, at en privat leverandør
tilsidesætter krav og forpligtelser kan det medføre:
- Bortfald af tilskud – med kort eller intet varsel, hvis byrådet skønner, at kriterier
misligholdes eller groft misligholdes. - Erstatningsansvar.
Kommunens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Der er ingen klageadgang for forældre i forbindelse med optagelse, eller hvis kommunen beslutter at flytte et barn til en anden institution m.v., hvilket er samme betingelser som for forældre til børn i kommunale tilbud.
8. Ophør med drift af privatinstitution
8.1 Tilbagekaldelse af godkendelse
Vejle Kommune kan tilbagekalde godkendelsen af den private institution, hvis institutionen ikke
opfylder de kriterier, som institutionen blev godkendt på baggrund af.
8.2 Lukning
Den private leverandør kan tidligst lukke privatinstitutionen med 3 måneders varsel til den
første i måneden. Såfremt der er planer om lukning af institutionen skal kommunen straks
informeres herom.
9. Afslutning
Ansøgning om godkendelse af privatinstitution skal sendes til Dagtilbudsafdelingen Vejle Kommune, Skolegade 1, 7100 Vejle. Behandling af ansøgningen om godkendelse
påbegyndes umiddelbart efter at ansøgningen er modtaget.
Der kan påregnes en svartid på tre måneder fra alle ønskede oplysninger er fremsendt. Såfremt der opstår ændringer i privatinstitutionens forhold, der afviger fra oplysningerne ved godkendelsen, skal kommunen straks informeres.
Godkendelseskriterierne for privat institution (til print - pdf)
Hvad skal jeg skrive i ansøgningen?
Disse forhold skal være beskrevet i ansøgningen:
- Organisationsform og tegningsrettigheder
- Forældrebestyrelsesforhold
- Normeringsforhold
- Frokost- og madordninger
- Adresse
- Navn på institution
- Optagelseskriterier
- Budget for de første 12 måneders drift
- Antal pladser
Der skal også vedlægges en kopi af vedtægter til godkendelse.
Hvilke krav er der for at blive godkendt?
Kravene til at få godkendt en privat institution er de samme, som vi stiller til de kommunale institutioner.
Der stilles både krav til at overholde den lovgivning, der handler om dagtilbud og øvrig lovgivning for en privat institution.
Hvilken lov beskriver dette?
Lovgivning og regler ved oprettelse af en privat institution
Med udgangspunkt i Dagtilbudsloven har vi udarbejdet kriterier for en privatinstitution kan blive godkendt.
De gældende kommunale regler kan ses på www.vejle.dk.
Lovgivning
Privatinstitutionen er forpligtet til at overholde og efterleve gældende lovgivning på området, herunder bl.a.:
- Dagtilbudsloven, bl.a. ift. pædagogiske læreplaner, sprogvurdering og -stimulering, frokostordning samt forældreindflydelse.
- Forvaltningsloven og offentlighedsloven
- Byggelovgivningen
- Arbejdsmiljøloven
- Fødevarelovgivningen
- Sundhedsstyrelsens gældende krav vedr. forebyggende sundhedsordninger mv. jf. www.sst.dk, hvor der bl.a. findes anbefalinger for spædbørns ernæring, vejledning om hygiejne i daginstitutioner og forebyggende sundhedsordninger for børn og unge.
Hvad får jeg i tilskud som privat institution?
Økonomisk tilskud til privatinstitutioner 2025
Vejle Kommune yder følgende årlige driftstilskud fra 1. januar 2025:
Årligt driftstilskud
0 - 2 år: 117.941 kr. årligt pr. barn
3 - 5 år: 69.851 kr. årligt pr. barn
+5 år: 58.831 kr. årligt pr. barn (såfremt andelen af 5-årige overstiger 50% af det samlede børnetal i aldersgruppen 3-5 år opgjort pr. 1.1.25).
Bygningstilskud
0 – 2 år: 7.668 kr. årligt pr. barn = 4,1 %
3 – 5 år: 3.544 kr. årligt pr. barn = 3,2 %
Administrationstilskud
0 – 2 år: 4.676 kr. årligt pr. barn = 2,5 % (tidligere 2,1%)
3 – 5 år: 2.769 kr. årligt pr. barn = 2,5 % (tidligere 2,1%)
I alt årligt tilskud
0 – 2 år: 130.285 kr. årligt pr. barn
3 - 5 år: 76.164 kr. årligt pr. barn
+5 år: 65.144 kr. årligt pr. barn (såfremt andelen af 5-årige overstiger 50% af det samlede børnetal i aldersgruppen 3-5 år opgjort pr. 1.1.25).
Inklusionstimer
Ovennævnte satser er eksklusiv det særskilte tilskud til inklusionstimer. De har hidtil været en del af beregningen pr. barn. For at synliggøre arbejdet med udfordrede børn, er det besluttet politisk, at det tilføres som følger:
1. Tildeles ud fra det socioøkonomiske nøgletal. Der tilføres dog som minimum 12 inklusionstimer ugentlig uanset børnetal. De 12 t. svarer til et beløb på 162.286 kr. pr. år eller 13.524 kr. pr. måned, som udbetales sammen med tilskuddet pr. barn. Beløbet er udregnet ud fra den gennemsnitlige udgift til en pædagog i Vejle Kommunes tildelingsmodel, som i 2025 er på 500.418 kr. Udgangspunktet for beregningen af timetallet, dog minimum 12 timer, er det gennemsnitlige antal indskrevne børn i 2024 (året før).
Tilskuddet til inklusionstimer udbetales særskilt ud over det ordinære drifts-, bygnings og administrationstilskud.
Alle ovennævnte tal er incl. udgifter til moms.
Deltidsmoduler
Hvis institutionen har deltidsmoduler under 45 t/uge, reguleres ovennævnte tilskud forholdsmæssigt i forhold til brugertiden, i henhold til den model Vejle Kommune bruger til fastsættelse af takster for forældrebetalingen.
Åbningstid
Tilskuddet er beregnet ud fra kommunens gennemsnitlige åbningstid i de kommunale daginstitutioner på 51,5 timer pr. uge.
Reguleringen i forhold til åbningstid fremgår af jeres tilskudsbrev.
A´conto udbetaling
Der afregnes i 12 årlige rater. Tilskuddet for hver måned afregnes til den sidste hverdag i måneden.
Afregning
Tilskuddet ydes fra det tidspunkt, hvor barnet er berettiget til et dagtilbud i den kommunale forsyning, og hvor barnet er optaget i privatinstitution og indtil det tidspunkt, hvor barnet almindeligvis optages i børnehaveklasse.
Ændres der i det antal børn, der er aftalt optaget i privattilbuddet, ændres tilskuddet pr. barn i forhold til ovenstående tilskud pr. barn.
Regulering af mer- eller mindreindskrivning sker i forbindelse med den efterfølgende måneds udbetaling.
Opdateret af Dagtilbud 4. december 2024.
Hvilke krav er der til normering og personalets uddannelse?
Normerings- og uddannelseskrav for private institutioner
Privatinstitutionen skal budgetlægges ud fra følgende normeringstildelinger:
Grundnormering*:
Vuggestuebarn: der tildeles 10,245 timer pr. uge.
Børnehavebarn: der tildeles 5,222 timer pr. uge.
Inklusionsindsatsen:
0,3927 x socioøkonomisk nøgletal x børn pr. uge, dog minimum 12, 15, 18 eller 21 pædagogtimer pr. uge pr. institution.
(Ved 0-50 børn gives 12 timer pr. uge pr. institution, mellem 51-100 børn gives 15 timer pr. uge pr. institution, ved 101-150 børn gives 18 timer pr. uge pr. institution og over 150 børn gives 21 timer pr. uge.)
Grundtilskud*:
9,041 timer pr. uge pr. institution (af hensyn til små institutioner)
Administration:
7 pædagogtimer pr. uge pr. institution.
Det forventes, at 56 % af det ansatte personale, herunder ledelse er pædagogisk uddannet. Der er krav om, at mindst 50 % af personalet i privatinstitutionen er pædagogisk uddannet.
*Der tildeles 56 pct. pædagogtimer, 38 pct. pædagogmedhjælpertimer og 6 pct. Pædagogisk assistent-timer.