
Håndtering af spildevand, tag- og overfladevand og rotter ved kolonihaver
Spildevand
Hvis du ønsker at etablere en samletank i din kolonihave, skal du kontakte en autoriseret kloakmester. Kloakmesteren skal søge Vejle Kommune om tilladelse til etablering af samletank og indsende kloaktegninger og oplysninger om tank m.m. Først når Vejle Kommune har meddelt skriftlig tilladelse til dig og kloakmesteren, kan arbejdet påbegyndes. Du skal sørge for, at kloakmesteren indsender færdigmelding, når arbejdet er udført.
Der kan søges om tilladelse til en samletank på Vejle Kommunes hjemmeside ved at trykke her. Kontakt Vejle Kommunes spildevandsafdeling for yderligere oplysninger:
Tag- og overfladevand
Tag- og overfladevand skal håndteres på egen grund. Løsninger til håndtering af tagvand er beskrevet på kommunens hjemmeside, som du finder ved at trykke her.
Rotter
Rotter er et fælles problem – og kræver en fælles indsats.
I en haveforening ligger haverne tæt, og derfor spreder rotter sig hurtigt, hvis de først får fodfæste ét sted. Ser du rotter i din have – eller fodrer du fugle – kan det nemt få betydning for dine naboer også.
Fuglefoder, nedfaldsfrugt og åben kompost er guf for rotter. Når de først finder mad, søger de hurtigt efter et sted at gemme sig – og det kan være under huset, i skuret eller i brændestakken. Mange af de små huse i haveforeningerne står ikke på sokkel, hvilket gør det nemt for rotterne at finde et skjul.
Derfor skal vi alle hjælpe med at holde rotterne væk.
Vejle Kommunes skadedyrsteam anbefaler:
- Stop eller begræns fodring af vilde fugle. Hvis du vil fodre, så gør det med omtanke – brug foderbræt med opsamlingsbakke og fjern spildt foder jævnligt.
- Anmeld rotter med det samme via Vejle Kommunes hjemmeside – så sender vi en rottefænger ud.
- Tjek og tæt dit hus. Rotter kan klemme sig gennem meget små sprækker – selv et hul på størrelse med en 2-krone er nok. Sørg for at tætne huller og sikre skure og sokler, så rotterne ikke kan komme ind og gemme sig.
Det hjælper at gøre det svært for rotterne at bo og finde mad.
Når rottefængeren kommer
Når du laver en anmeldelse, kommer Vejle Kommunes rottefænger ud og undersøger området. Han/hun kigger blandt andet efter:
- Føde: fx fuglefoder, græsfrø, kompost, affald eller nedfaldsfrugt
- Skjulesteder: fx åbne skure, hulrum under huset, brændestakke, buske mv.
- Adgangsveje: fx revner i murværk, utætte døre, huller i tag eller sokkel
Du kan få flere oplysninger her, og hvordan du kommer i kontakt med Vejle Kommunes skadedyrsteam, ved at trykke her.