§ 56-aftale

Lider du af en langvarig eller kronisk sygdom og har du øget risiko for sygefravær af den grund? Så har din arbejdsgiver mulighed for at få en § 56 aftale, og modtage sygedagpengerefusion fra din første sygedag.

En § 56-aftale er en ordning, hvor din arbejdsgiver kan få sygedagpengerefusion fra kommunen allerede fra første fraværsdag, hvis du som medarbejder har en kronisk eller langvarig lidelse, der giver hyppige sygeperioder i sådan et omfang, at risikoen for fravær er væsentligt forøget. 

Hvornår kan du  få en § 56-aftale?

Du kan få en § 56-aftale, hvis du opfylder nedenstående betingelser:

  • Har en arbejdsgiver OG
  • Har en langvarig eller kronisk lidelse OG
  • Har en øget risiko for sygefravær som følge af denne lidelse OG
  • Du forventer mindst 10 fraværsdage om året på grund af lidelsen (delvise fraværsdage tæller med og skal udgøre mindst 4 timer ugentligt)


Aftalen dækker kun fravær, der skyldes den pågældende lidelse og ikke almindeligt sygefravær eller varigt nedsat arbejdstid.

§ 56 til behandling eller indlæggelse

Du kan også få en § 56-aftale til behandling eller indlæggelse (midlertidig aftale), hvis du skal indlægges, i ambulant behandling eller i genoptræning på grund af en langvarig eller kronisk lidelse, og ét af følgende er opfyldt:

  • Det var planlagt ved ansættelsen, at du skulle i behandling/indlægges
    eller
  • Når arbejdsgiver allerede har udbetalt sygedagpenge eller løn under sygdom i 21 kalenderdage for samme lidelse inden for de seneste 12 måneder, før indlæggelsen eller behandlingen begynder

Aftalen dækker i disse tilfælde fravær i forbindelse med behandling, indlæggelse, kontrol, rekreation eller efterbehandling. 

Sådan gør du

Aftalen skal godkendes af kommunen, og både du som medarbejder og din arbejdsgiver skal underskrive ansøgningen. I ansøgningsprocessen vil du blive bedt om at vedhæfte lægelig dokumentation, hvis det er nødvendigt.

Vigtigt at vide om § 56

  • Aftalen kan godkendes for op til 2 år ad gangen og fornyes, hvis betingelserne fortsat er opfyldt
  • Dækker kun fravær for den lidelse, aftalen omhandler
  • Du skal være i job, når du ansøger
  • Aftalen gælder først efter 8 ugers ansættelse

Har du ikke mulighed for at søge digitalt?

  • Hent ansøgningsskemaet 
  • Udfyld og underskriv ansøgningsskemaet sammen med din arbejdsgiver.
  • Send ansøgningen til JOBVejle via digital post. Hvis ikke du har mulighed for at sende digitalt, kan ansøgningen sendes med post til JOBVejle, Havneparken 16C, 7100 Vejle.

Kontakt os