Har du svaret på et spørgeskema om ensomhed?
Har du svaret på et spørgeskema om ensomhed på din skole eller hos din rådgiver? Så vil vores Lift-vejledere gerne hjælpe dig videre.
Godt at vide
Seks ud af ti unge har få eller ingen tætte venner, de kan være sig selv med, tale ærligt med eller føle sig trygge med.
Og fire ud af ti unge synes, at det er svært at få nye venner.
Der er altid en vej ud af ensomhed - og vi vil gerne hjælpe dig, der føler dig ensom, med at finde den rigtige vej for dig.
Du skal udfylde et digitalt spørgeskema. Det tager 10 minutter at besvare og består af en række baggrundsspørgsmål, spørgsmål om følelsen af ensomhed og generelle trivselsspørgsmål.
Det foregår på din ungdomsuddannelse eller i dit ungeforløb.
Du kan godt vælge at være anonym, når du besvarer spørgeskemaet. Men det betyder, at vores Lift-vejledere ikke kan kontakte dig.
Vi håber, at du vil lade en Lift-vejleder kontakte dig, så vi kan hjælpe, hvis du har brug for det. Du skal vide, at vi behandler dine svar fortroligt - de bliver ikke set på dit uddannelsessted eller af dine forældre.
Hvis du vælger at være anonym, kan du stadig få hjælp til at komme ud af din ensomhed. Du skal bare sende en SMS til Ungeuniverset på 1910 med teksten Universet.
Hvis dit svar tyder på, at du føler dig meget ensom, og hvis du har givet samtykke, da du udfyldte spørgeskemaet, så får du en sms eller et opkald fra en Lift-vejleder. Sammen laver I en aftale, der passer til dit behov og dine muligheder.
En Lift-vejleder er en person, der er tilknyttet Vejle Kommunes Lift-projekt - ikke dit uddannelsessted eller din ungeindsats.
Lift-vejlederen hjælper dig med at finde et tilbud eller fællesskab, så du føler dig mindre ensom.
Første gang du møder din Lift-vejleder tager I udgangspunkt i, hvordan du oplever ensomhed. Og det er din oplevelse, som sætter retningen for jeres samtaler.
Måske har du brug for hjælp til at finde et tilbud eller et fællesskab, der passer til dig?
Måske ønsker du råd og redskaber til at håndtere din ensomhed i hverdagen?
Uanset hvad, så er din vejleder klar til at hjælpe.
Hvis du føler dig ensom og har lyst til at tale med én om det, så skal du takke ja til, at en Lift-vejleder må kontakte dig. Det gør du ved at give samtykke i spørgeskemaet.
Hvis du har takket nej, kan vi ikke kontakte dig. Men skulle du fortryde, kan du altid sende en SMS til Ungeuniverset på 1910 med teksten Universet - så bliver du kontaktet af en fællesskabskoordinator, som meget gerne vil hjælpe.
Mød vores Lift-vejledere


