Tilbage

Kong Gauers Gård - daginstitution og plejehjem

Som den første kommune i Danmark opfører vi daginstitution og plejehjem i en og samme bygning og med fælles arealer, aktiviteter og ledelse - til gavn for børn og ældre.

Et fællesskab mellem generationer og lokalsamfund


Byrådet besluttede i 2019, at det kommende plejecenter og den kommende børnehave "Kong Gauers Gård" i Gauerslund ved Vejle skal ligge på samme grund og afsatte 237 mio. kr. til byggeriet. Det er der mange gode grunde. For eksempel handler det om at skabe gode fællesskaber på tværs af generationer. Vi har indtil nu inddraget besøg fra børn på forskellige måder, men går nu hele vejen. Nu skal børnene og de ældre ikke kun være besøgsvenner, men være en naturlig og spontan del af hinandens hverdag.

Skitserne til byggeriet er lavet og godkendt. Det er bæredygtigt og kommer til at ligge på en 78.000 kvm stor grund ved siden af kirken i Gauerslund. Plejehjemsdelen kommer til at bestå af selvstændige boenheder, som ligner små gårde og derfor passer godt ind i det landlige miljø. Her skal de ældre bo og have deres hverdag. I tæt tilknytning til plejecentret placeres daginstitutionen med plads til børnehave- og vuggestuebørn, og midt i det hele – institutionens hjerte – placeres et fællesareal. Her vil der blandt andet være en sal, hvor man se film og lave gymnastik, en beauty-salon samt et pædagogisk køkken, hvor børn og ældre sammen kan lave mad.

Borgerne fra lokalsamfundet inviteres også indenfor på mange måder. Det er tanken, at alle i Gauerslund for eksempel skal kunne bruge legepladsen, løbestierne og søen, besøge mini-dyrehaven og orangeriet og bruge fællesrummet til fællesspisning eller bio-aften. Desuden er der stisystemer, som forbinder "Kong Gauers Gård" med skolen og hallen.

Første spadestik i 2021

De første spadestik blev taget i slutningen af 2021, så ”Kong Gauers Gård” kan tage imod børn og ældre i 2023.

Kong Gauers
Kong Gauers
  • Skitser og tegninger

  • Baggrund for byggeriet

    I 2019 besluttede et enigt byråd i Vejle, at det kommende plejecenter og den kommende daginstitution skulle have fysisk, indholds- og funktionsmæssig sammenhæng og afsatte 237 mio. kr. til projektet i Gauerslund. Det vandt genklang, da det er første gang, at der på dansk grund skal opføres et byggeri, som kombinerer plejecenter og daginstitution på denne måde.

    Hvorfor fælles?
    Møder og samvær mellem ældre og børn har vist sig at være godt for begge grupper. Det vidner forskellige undersøgelser om, ligesom flere tv-udsendelser de senere år har haft fokus på udbyttet af generationsmøder, som kan være med til at modvirke ældres ensomhed, styrke deres erindring og udvikle børns sproglige og sociale evner.

    I Danmark, herunder også i Vejle, er det almindeligt, at ældre på plejecentre modtager besøg af børnehavebørn. Det drejer sig dog mest om lejlighedsvise møder. I Vejle går vi nu skridtet videre og bygger børneinstitution og plejecenter i en og samme bygning, så møderne mellem de to grupper bliver mere spontane og hyppige.

  • Organisering og ledelse

    Vejle er den første kommune, der bygger efter denne løsningsmodel. Derfor arbejder Seniorudvalget og Børne- og Familieudvalget tæt sammen om projektet og har fokus på de fordele, der er ved at være fælles i stedet for hver for sig.

    En fælles ledelse
    Sammenhængen mellem børn og ældre er derfor et politisk vigtigt fokuspunkt, når der skal ansættes personale. Derfor har de to politiske udvalg valgt, at der skal være en faglig leder til henholdsvis plejecentret og en til daginstitutionen, men for at de ikke kører i hver deres retning, skal der være en øverste leder - en centerleder, der sørger for, at de kører i en fælles retning, og at institutionen bliver en del af et stærkt lokalsamfund.

    Seniorudvalget og Børne- og Familieudvalget har det politiske ansvar for fællesinstitutionen, mens de to forvaltninger, hhv. Velfærdsforvaltningen og Børn og Unge, samarbejder om det administrative og selve driften af institutionen.

  • En fælles vision

    Seniorudvalget og Børne- og Familieudvalget har i fællesskab lavet en fælles vision for institutionen, som hedder:

    ”Fællesskab mellem generationer”, og som bl.a. betyder, at stedet skal bygge på hjertevarme, tryghed, forståelse, aktiviteter for store og små – og med tæt tilknytning til lokalområdet. 

    Derfor er ordene valgt:

    • Fællesskab mellem individer og generationer er nøgleordet for hele
      projektet. Der er en forventning om, at det at bringe børn og ældre sammen giver grobund for et givende fællesskab. Det skal være muligt at vælge både de små fællesskaber og det private rum til.
    • Hjertevarme er afgørende for trivsel. Når man i ens hjem er afhængig af hjælp fra andre, og når man som barn bliver passet, er hjertevarme og omsorg altafgørende. Hjertevarmen kan mærkes, når den er der, og i høj grad også, når den ikke er der. Institutionen skal være et hjertevarmt sted.
    • Tryghed har både plejekrævende ældre og børn i daginstitutioner brug for. Tryghed er en grundforudsætning for den gode hverdag i institutionen.
    • Forståelse kommer af, at man er sammen og kan se og mærke hinanden.
      Forståelse er også tolerance. Den nye institution skal bidrage til tolerance og afstigmatisering mellem generationer.
    • Aktivitet og livsmestring kommer af et godt liv i et aktivt fællesskab. Det
      skal den nye institution bidrage til.


    Visionen har dannet afsæt for design af byggeriet og vil også være det fremadrettet i forhold til ansættelse af personale.

  • Byggeri med fokus på bæredygtighed og fællesskaber

    Helt overordnet opføres Kong Gauers Gård som en slags mini-landsby med en plejehjemsdel og en daginstitution.

    Plejehjemsdelen består af tre selvstændige boenheder som udformes som 3-længede gårde og med plads til 79 lejligheder til ældre og i forskellige størrelser.

    Derudover skal der være et stort, fælles aktivitetscenter, hvor der indgår en række faciliteter. Centerdelen forbinder boenhederne med daginstitutionen, som får plads til 120 børnehave- og vuggestuebørn.

    Byggeriet er arkitektonisk inspireret af landskabet og de omkringliggende gårdes arkitektur, så det nye naturligt flettes ind i det gamle.

    Byggeriet er også tænkt sammen tænkt ind i forhold til skole, hal og den øvrige by, bl.a. ved etablering af stier, som giver mulighed for naturlige møder med resten af byen. Også aktivitetscentret er for byens borgere – små som store.

    Bæredygtigt byggeri
    Det er Sweco og Årstiderne Arkitekter, som skal designe projektet. De har i udarbejdelsen af projektet screenet byggeriet i forhold til både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed med udgangspunkt i FN's 17 verdensmål, og de planlægger at indarbejde tiltag, der bidrager til 15 ud af 17 verdensmål.

    Byggeriet bliver for eksempel med bæredygtige materialer som træ, tegl, stål og sedum. Også i udeområdet prioriteres bæredygtighed. Det viser sig blandt andet i form af et regnvandsanlæg, som samler regnvandet op, og hvor det resterende vand løber ned i en klimasø med naturligt liv i form af små dyr. Området ved klimasøen er tænkt som et samlingspunkt, hvor også børnene fra skolen kan have biologitimer. Der bliver borde, bænke og vilde blomster, som tiltrækker humlebier og skaber liv.

  • Vigtige datoer

    Første spadestik: 1. september 2021

    Indflytning: 2023

  • Test

    Her kommer min tekst...

Kontakt

#

Gudny Vang
Chefkonsulent