Politik for udvikling af lokalområder og landdistrikter 2023-2026
Vi arbejder for at fremme en god balance mellem land og by.
Gode rammer for livet
Politik for udvikling af lokalområder og landdistrikter 2023 – 2026 er vores bidrag til at fremme en god balance mellem land og by. I Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati (ULN) tager vi afsæt i lokalsamfundet, hvor du bor og arbejder i et tværgående samarbejde med de øvrige politiske fagudvalg i kommunen.
I politikken kan du læse, hvilke rammer og hvilke pejlemærker vi vil arbejde efter i Udvalget i de kommende fire år. Vi har valgt de rammer og pejlemærker, som bidrager bedst til at fastholde stærke og levende lokalsamfund og aktive og engagerede borgere.
Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati er unikt på den måde, at halvdelen af vores budget er afsat til, at borgerne selv kan tage affære.
Du har derfor mulighed for at tage et medansvar for udviklingen, og for at det sker indenfor en nærdemokratisk ramme i dit lokalområde.
Vi sidder syv medlemmer i Udvalget, som gerne vil støtte gode projekter og idéer. Vi vil arbejde for at sikre sammenhæng på tværs af fagområder. Vi vil også meget gerne høre fra dig! Hvad du vil gøre, og hvad vi kan gøre, for sammen at skabe gode forhold i hverdagen for borgerne, børn, unge, ældre, singler, små og store familier, lønmodtagere og selvstændige.
Thyge Havgaard Bjerring, formand,
på vegne af Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati
Februar 2023
Levende lokalsamfund
Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati vil udvikle lokalområderne i kommunen i samarbejde med borgerne. Udvalget er stolt af den mangfoldighed blandt lokalrådene det er lykkedes at fastholde, samtidig med at samarbejdet er i klare rammer.
For ULN handler det om at fremme et godt hverdagsliv i lokalsamfundene i hele kommunen. Indsatser og tiltag skal derfor som hovedregel tage afsæt i de ressourcer og kvaliteter, der findes i de enkelte områder. Lokalrådene og borgerne bør være en del af udviklingen og bevarelsen af deres lokalområde, både når forandringer kommer indefra og udefra.


Strategiske pejlemærker 2023-2026
Udvalget vil
- Udvikle lokalområder i Vejle Kommune sammen med borgerne
- Fastholde et stærkt lokalt demokratiet bl.a. med udstrakt støtte til borgerprojekter, dialog og inddragelse omkring lokalområder
- Styrke samarbejdet på tværs af kommunens fagudvalg om fælles tiltag og projekter, hvor man kan have gavn af hinanden
- Sætte en dagsorden baseret på aktuelle temaer, som er tydelig i puljer, projekter og politisk fokus fra år til år
- Gennem hele perioden arbejde for at styrke unges involvering i lokalsamfundet
Vedlagte tillæg fortæller, hvad udvalget vurderer er de aktuelle temaer pr. januar 2023.
Vores værktøjer til at forfølge pejlemærkerne
- Dygtige lokalråd som ved hvad der rører sig i lokalsamfundet og kan formidle holdninger og viden til, og fra, deres lokalområde
- CitizenLab til digital dialog og involvering
- Puljer der giver borgerne handlemuligheder
- Samarbejdsaftaler, hvor vi opstiller forventninger til hinanden
- Gode samtaler, blandt andet årsmøde og møder med de enkelte foreninger og lokalråd efter behov
- Forventninger om at ovenstående bidrager til den aktuelle dagsorden


Fælles om
Det er afgørende, for den måde Udvalget vil skabe udvikling på, at kommune og borgere arbejder sammen, og er fælles om at skabe en god udviklingen.
ULN er både vejviser og dialogpartner for lokalområderne.
Udvalget tilbyder initiativer og økonomi, som man lokalt kan vælge til.
ULN samarbejder og er i dialog med alle interesserede i lokalområdet. Lokalrådene er i det daglige lokalområdets forbindelse til ULN.
Kommunen tilbyder alle lokalråd en samarbejdsaftale, som fastlægger rammerne for de gensidige forventninger.
Udvalget har fokus på samarbejde i forbindelse med konkrete projekter og planer, og understøtter et samarbejdsformat, hvor alle har let og lige adgang til udvalg og forvaltning.




Det vil udvalget opnå
Udvalget vil gerne måles på sin evne til at fastholde, at man i lokalområderne er glade for hverdagen det sted man bor, og at befolkningsudviklingen på landet er stabil.
Udvalget vil gerne måles på udvikling. At udvalget har fremmet god landsbyledelse, mindsket bureaukrati omkring borgerprojekter og at der er kommet mere samarbejde mellem lokalrådene og kommunens fagudvalg.