start på hovedindhold

Uddannelsesstrategi for Vejle Kommune og Uddannelsesinstitutioner

Børn og ungeErhverv og beskæftigelseStrategi

Fællesskabet gør forskellen

I Vejle står uddannelsesinstitutioner og kommune sammen om at ville gøre en forskel for de elever og studerende, som tager en uddannelse i vores kommune. Siden 2009 har Vejles Uddannelsesråd været omdrejningspunkt for et godt og værdifuldt samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og kommunen. Uddannelsesrådet samler ledelsen fra alle uddannelsesinstitutionerne i Vejle med repræsentanter for kommunens direktion.

I Vejle Uddannelsesråd er vi optaget af, hvordan vi i fællesskab kan give unge i Vejle de bedste rammer for ungelivet og de bedste forudsætninger for at lykkes. Derfor kigger vi bredt på unge- og uddannelseslivet. Vores fundament er et tæt og forpligtende samarbejde på tværs af uddannelses-institutionerne og kommune.

Uddannelsesrådet har siden begyndelsen haft fokus på at skabe en fælles strategisk platform for samarbejdet. Senest formulerede rådet en strategi for 2021-2025. De overordnede spor, der blev lagt, er stadig i høj grad aktuelle og derfor har Uddannelsesrådet valgt at bygge videre på dem i denne strategi, som samtidig sætter retningen for nye temaer. Særligt de store reformer på uddannelsesområdet, som er blevet vedtaget i starten af 2025, vil være omdrejningspunkt for rådets arbejde i de kommende år.

/Niels Ågesen, Kommunaldirektør

Uddannelsesrådet

Vejles Uddannelsesråd samler ledelsen fra alle uddannelsesinstitutioner i Vejle Kommune samt repræsentanter for direktionen i Vejle Kommune. Uddannelsesrådet mødes 3-4 gange årligt og følger op på indsatsområderne i uddannelsesstrategien.

Uddannelsesrådet består af repræsentanter for den øverste ledelse af uddannelsesinstitutionerne i Vejle:

  • Syddansk Erhvervsskole
  • Vejle Tekniske Gymnasium, en del af Syddansk Erhvervsskole
  • Campus Vejle
  • UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
  • Politiskolen – Uddannelsescenter Vest
  • Rosborg Gymnasium og HF
  • Rødkilde Gymnasium
  • Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens
  • FGU Trekanten
  • Syddansk Universitet, SDU
  • Kommunaldirektøren, Vejle Kommune
  • Direktøren for Børn og Unge, Vejle Kommune
  • Direktøren for Teknik og Miljø, Vejle Kommune

Uddannelsesstrategien sætter en fælles vision og fælles ambitioner for det tværgående samarbejde på uddannelsesområdet, både vertikalt og horisontalt i uddannelsessystemet. Uddannelsesrådet drøfter løbende konkrete indsatser og reviderer dem hvert andet år.

Strategien skal ses i sammenhæng med institutionernes egne strategier og Vejle Kommunes øvrige strategier, herunder strategien for den gode overgang mellem grundskole og ungdomsuddannelse.

5 fælles indsatsområder

Fælles ansvar for verden

Et mere bæredygtigt samfund kalder på en fælles indsats. Bæredygtighed skal forstås i bred forstand – det handler om klima og miljø, men det handler i lige så høj grad om sociale forhold, sundhed, økonomi, kultur og fællesskaber. Den dagsorden har uddannelserne et særligt ansvar for at løfte gennem demokratisk dannelse af elever og studerende til at tage del i ansvaret for både den nære og den store verden.

Som uddannelsesinstitutioner har vi en vigtig rolle i lokalsamfundet. Vi ønsker at bidrage til udviklingen af et bæredygtigt samfund lokalt og globalt i samspil med øvrige lokale aktører, herunder foreningslivet og kulturinstitutioner.

Brug for alle

Det er en fælles opgave at bane vejen for, at alle får et liv med uddannelse og job. Langt de fleste i Danmark klarer sig godt og gennemfører en uddannelse og kommer efterfølgende i beskæftigelse. Men i hver skoleklasse er der år efter år også unge, som meget sent eller aldrig gennemfører en ungdomsuddannelse, og som aldrig opnår et stabilt fodfæste på arbejdsmarkedet.
Alle mennesker har et ansvar for deres egen fremtid. Men vi har som samfund et ansvar for at guide, støtte og vise en vej for dem, som har brug for en hånd i ryggen, så de selv kan tage det ansvar på sig. Også for dem som sent i livet er klar til at tage en uddannelse eller skifte spor.

Styrk potentialerne - talent og innovation

I Vejle skal der være plads til at have store ambitioner for dem, der kan noget særligt og for dem, der har viljen til at dyrke en helt særlig interesse. Det gælder uanset om talentet er bogligt, socialt, håndværksmæssigt, kreativt, sportsligt eller noget helt sjette. Vores markante innovati-onsprofil giver afsæt for nytænkning og kreativitet, både i og uden for undervisningen.
At føle sig som en del af et fællesskab er afgørende for unge, der ønsker at udvikle deres po-tentiale. Når faglighed, fællesskab og trivsel går hånd i hånd blomstrer talentet. Fællesskabet legitimerer og styrker den faglige indsats, så udbyttet af talentudviklingen bliver større.

Teknologisk mestring

Vi lever i en stadig mere og mere digitaliseret og kompleks verden. Det stiller krav til, at elever og studerende bliver klædt på til at forstå og begå sig i den digitale verden, både nu og fremtiden.
På alle uddannelsesniveauer arbejdes der med forskellige indsatser, som udvikler elever og studerendes evne til at indgå i sammenhænge, der gør dem i stand til at være kritisk tænkende brugere og medskabere af teknologi i en fremtid, der konstant præges af og forandres gennem design af digitale teknologier.

Det gode studiemiljø

Uddannelse, læring og dannelse sker ikke kun i undervisningen. Et attraktivt og trygt miljø rundt om uddannelsesinstitutionerne skaber rum til at unge kan udvikle sig, skabe nye relationer og trives under uddannelse. Det fysiske miljø, vi befinder os i, kan skabe en stemning og motivere os. Det gælder for både unge, børn og voksne. Et kreativt og inspirerende miljø engagerer til læring og ideudvikling.
Vi ønsker at skabe et godt studiemiljø for alle elever og studerende i Vejle Kommune. Det handler både om fysiske og sociale omgivelser – på uddannelsesinstitutionen og uden for uddannelses-institutionen. Vi vil bl.a. arbejde med, hvordan vi indretter byens rum og bevægelseslinjer, adgangen til egnede studieboliger og et attraktivt kultur- og fritidsliv for elever og studerende.

Fokusområder 2025-2026

I tillæg til de fælles ambitioner vil Uddannelsesrådet arbejde med en række indsatser, som genbesøges og tilpasses hvert andet år eller når der opstår behov. Uddannelsesrådet vil samtidig fastholde og bygge videre på vores fælles fundament og tradition for tæt samarbejde.

I 2025-2026 vil vi sætte fokus på :

Det gode ungeliv

Uddannelsesrådet vil arbejde for, at vi alle tager et medansvar for det gode ungeliv, herunder at vi i
vores fælles indsats fokuserer på børns og unges trivsel, gode overgange samt inddragelse af samarbejdspartnere, f.eks. foreninger. Samtidig følger vi op på allerede igangsatte tværgående indsatser vedr. fælles principper for digital adfærd, monitorering af unges trivsel og robuste ståsteder.

Vejle som uddannelses- og studiekommune

Uddannelsesrådet vil arbejde for at styrke Vejle som uddannelses- og studiekommune, herunder studiebyernes udvikling, attraktive faglige miljøer og arbejdet med bosætning og vækst. Samtidig vil rådet arbejde med den digitale udvikling og med at udvide vores fælles muligheder gennem bl.a. udvikling af faglige miljøer på tværs af uddannelser, fokus på tilgængelighed og transport, brobygning mellem grundskole og ungdomsuddannelse og videregående uddannelse.

Samarbejde om uddannelsesreformerne

Uddannelsesrådet vil aktivt samarbejde om uddannelsesreformerne, herunder fælles datagrundlag,
f.eks. vedr. befolkningsudvikling, søgemønstre og målgrupper, kommende omlægning af ungdomsuddannelserne, fælles proces for udvikling af didaktik til det nye, sammensatte lærerværelse i 2030, gennemføre relevante prøvehandlinger, f.eks. om 10. klasse samt samarbejde om videregående uddannelser, herunder styrket praksisnærhed i professionsuddannelserne.