Varmeplan 2022-2028

Al den grønne og billige varme skal vi have ud til boligerne i Vejle Kommune – og varmeplanen er vores oversigtskort for, hvordan vi kan gøre det.

Klima, natur, miljøFysisk planlægningTværgåendePlaner

Energi er de kommende års helt centrale politiske emne. Internationalt i forhold til at frigøre Europa fra importeret olie og gas. Nationalt og kommunalt i den grønne og socialt retfærdige omstilling af samfundet. Lokalt i at sikre at flest mulige lokalområder og boliger har adgang til grøn og prisstabil opvarmning. Det betyder noget for områdets atraktivitet og boligpriser, og for den enkelte borger kan størrelsen på varmeregningen virkelig være afgørende for, hvilket liv den enkelte i øvrigt kan leve.

Derfor har vi fra Byrådets og Klima-, Natur- og Miljøudvalgets side i de sidste år sat ekstra tryk på at få afklaret, hvor de lokale fjernvarmeselskaber vil byde ind med at udvide tilbuddet af fjernvarme, så flest mulige i Vejle Kommune kan blive tilkoblet billig, stabil og ikke mindst grøn varme i de kommende år.

I Klima-, Natur- og Miljøudvalget er vi derfor glade for, at der med denne varmeplan skabes et samlet overblik over, hvordan fjernvarme vil blive udvidet i de kommende år. Særligt den varme, der leveres via det fælleskommunale selskab TVIS, er noget, vi kommunalt vil satse på. Her stammer varmen fra bæredygtig biomasse og fra overskudsvarme fra industrien. Igennem vores satsning på Power-to-X vil der i fremtiden komme endnu mere grøn overskudsvarme fra bl.a. brintproduktion. Al den grønne og billige varme skal vi have ud til boligerne i Vejle Kommune – og varmeplanen er vores oversigtskort for, hvordan vi kan gøre det.


Jeg ønsker dig derfor god læselyst.

Søren Peschardt (A)

Formand for Klima-, Natur-, og Miljøudvalget