Ingas Småkager - GoodFoodGroup

(Teksten en fra en tidligere præsentation fra 2016, men vidner om en tid, og står derfor uredigeret.)

 

Vejle Kommune har spurgt, om jeg vil fortælle om vores virksomheds historie – fra start til hvor vi er nu – og det gør jeg naturligvis gerne. Selvom vores firmas motto altid har været: "Den, der lever stille, lever godt."

Far og mor startede Ingas Småkager i 1951 med at bage i en gasovn og solgte til nærmeste butikker. De havde altid utroligt travlt, så jeg blev anbragt i en æggekasse på gulvet i bageriet. Som dreng pakkede jeg småkager med pigerne og kørte senere salgstur med mor. Jeg ville være bager som min far og fik heldigvis en medalje for det – men ville gerne til udlandet.

Men efter soldatertid i 1971 blev jeg hentet hjem til den lille, meget manuelle fabrik på Urhøj, idet de to vigtigste i bageriet rejste, fordi de troede, jeg skulle hjem. Vi fik snart nogle små maskiner og kunne begynde at sælge til grossister og Norge. I 1975 gik vores to største kunder konkurs, hvilket medførte tab af penge og omsætning. Vi var pludselig insolvente, men aktivbanken hjalp med leverandøraftaler og ny revisor.

Vi begyndte at lave småkager af smør og i dåser, og to år efter var al gæld betalt. I 1976, som 26-årig, tog jeg min første tur til Singapore – det var stort dengang. Jeg fik en ordre på tre måneders produktion. Far sagde, det var farligt, men vi skaffede en remburs. Det var her, det virkelig tog fart.

I 1977 solgte vi den lille fabrik til kommunen og fik en billig grund i Bredballe. Samtidigt tog vi navneforandring fra Ingas Småkager til Ingadane, da alt salg jo var til udlandet. Vi byggede en moderne fabrik til butter cookies til eksport. Tre dage efter opstart 1/1/78 truede den største i branchen, Kelsen i Nr. Snede, med at kvæle os, hvis ikke vi ville sælge. Det var barskt – jeg var tilmed indlagt med brækket ben. De fik pænt afslag – heldigvis. 

Vi solgte direkte til supermarkedskæder i stedet for via agenter og importører, så vi fik faktisk bedre priser end de andre fabrikker.

Vi købte en ny produktionslinje hvert år i otte år. Vi havde derfor det nyeste udstyr og hurtigste. Vi fik de bedste indkøbspriser på dåser, fordi leverandøren var bange for, at vi selv ville lave dåserne. Vi røbede nok os selv, fordi en film, hvor det så ud som om vi lavede dåserne in-line, blev vist på tv. Vi var så blevet branchens største i 1986. 

Jotlanta Buch Andersen, som repræsenterede Kelsen, kom så kørende med privat chauffør til en hyggelig kop kaffe. Resultatet var, at tre dage efter kom hele hendes rådgivergruppe med et tilbud. Tilbuddet gjaldt i 48 timer (weekend). Det var et flot tilbud. Mor, som grundlægger, sagde, at jeg selv skulle bestemme, men da min far lige var død, ville hun være ked af, hvis jeg rejste til Spanien og nød livet. Jotlanta havde nok glemt at fortælle sine rådgivere, at hun ville betale så høj en pris for os, fordi hun troede, der fulgte valutaterminsforretninger med til en værdi af ca. 40 millioner – det gjorde der ikke.

Som 36-årig havde jeg lyst til at vise omverdenen, at jeg kunne andet end at bage og sælge småkager. Vi købte straks en lille marmeladefabrik med det mål at sælge syltetøj til gamle småkagekunder. Vi byggede også to nye fabrikker i Vejle, heraf Europas mest moderne rundstykke-fabrik.

Tre år efter kom en anden konkurrent, Lantmännen, og sagde, de ville af med mig – de havde hørt, at vi nu også ville til at lave pølsebrød. Vi nåede nu aldrig at købe maskinen, men handelen blev gennemført, og det var godt, for konkurrencen på rundstykker var tåbelig. 26 timers produktion var ikke nok.

Vi kunne nu koncentrere os om at sælge syltetøj til eksport. Vi var faktisk de første, der kom på statistikken med eksport og kom hurtigt op på 50-60 markeder pga. kvalitet og pris samt direkte salg til kæder. Efter nogle år ønskede vi at producere vores egne frugter i Polen og købte derfor to frysehuse.

I 2000 ville Danisco sælge deres marmeladefabrik til os for 100 millioner i goodwill – vi sagde nej tak. Deres største kunde havde netop henvendt sig til os. Efter vi fik kunden, fik vi også fabrikken et år efter, men til et stykke under bogført værdi – altså helt uden goodwill.

Vi følte i 2003, at tiden var inde til at udvide vores produktprogram og købte derfor tre mindre juice- og marmeladefabrikker i Norge og Sverige. I 2004 købte vi Svansø-fabrikken på Fyn af banken.

Hvor er vi så i dag?

Detailhandlen bestemmer næsten alt via deres størrelse og private label-strategi. Det er pudsigt nok også private label, vi tidligere voksede så hurtigt på. De metoder, kæderne bruger i dag, ligger langt fra vores egne værdisæt, men der skal jo findes løsninger alligevel.

Vi er til stede på 70 markeder, men satser nu mere på at blive større der, hvor vi allerede er. For eksempel er der kun én rød nål i USA, men vi er i flere landsdækkende kæder og arbejder på at få et bredere sortiment ind alle steder. Vi bruger store summer på messer – op til 10 internationale om året, plus i Danmark.

Vi skal også være tættere og tættere på vores kunder for at sælge varen, og det betyder, at vi i 2015 har udvidet salgsstyrken i Tyskland og starter en helt ny i Sverige i 2016. Indsatsen i USA vil også blive intensiveret. Syltetøjsmarkedet vokser ikke længere, så nye produktgrupper skal til, for eksempel frysetørret frugt og grønt, som vi lige nu investerer meget i.

I efteråret fik vi besøg af Dronningen og Prins Henrik. Familien og medarbejderne er stolte af dette og betragter det som en cadeau til vores virksomhed. Vi har også prædikatet Leverandør til det Kongelige Danske Hof – i Østen er det noget rigtig positivt.

Generationsskifte er jo ikke kun økonomisk – det er at give stafetten videre, både når det drejer sig om virksomhedskultur, fortsat udvikling og ansvar for økonomien. Det kræver hårdt arbejde og ikke mindst i den verden, vi lever i i dag.

Jeg – og nu siger jeg jeg – for jeg kunne ikke finde mig i som 60-årig kun at være formand i GFG. Så jeg har siden 2010 samlet fire små emballagefabrikker/trykkerier i én enhed, nemlig Emballagegruppen på Englandsvej, hvor vi også har den nyeste teknologi. Kvalitet, service og hurtighed er nøglepunkter. Konkurrencen fra udlandet er hård.

Mit motto gennem livet:
"At have tillid og give frihed til gode medarbejdere. Sig aldrig: 'Jeg gør' – men 'Vi gør'."

Hvornår jeg stopper? Mange venner siger: "Det gør han aldrig." Jeg siger: "Når det ikke er sjovt længere."

 

Tak fordi I læste med.