Tekstilbyen Vejle - Danmarks Manchester

Vejle Bomuldsspinderi A/S

Den 1. oktober 1892 begyndte et nyt kapitel i Vejles udvikling som provinsens driftigste industriby. Det var Vejle Bomuldsspinderi A/S, etableret af brænderiejer J.C. Christiansen, sparekassedirektør

J. Thisted, fabrikant M. Hansen og den udenbys investor grosserer Ørsnes fra Aarhus. Det store fabriksanlæg ved Havnegade satte for alvor gang i den danske tekstilindustri, hvor tidligere forsøg ikke havde haft den store succes. Det gjaldt fx virksomheden Bloch & Petersen i Fredericia, hvis væveri med spindemaskiner indkøbt i England gik ud af drift i 1868. Veile Amts Avis var meget imponeret over ”det efter danske forhold storartede anlæg” ved Havnegade, hvor alle rense- og spindemaskiner var af første klasses engelske fabrikat og dampmaskine og kedler af nyeste og bedste konstruktion fra Møller & Jochumsens Maskinværksted. En maskine sørgede for strøm til de mange glødelamper, der kunne oplyse hele etablissementet. Den daglige produktion forventedes at blive på 3.000 pund garn.

 

Marius Windfeld-Hansen

I 1890’erne voksede Vejle voldsomt med et indbyggertal der i løbet af få år steg fra 9.000 til 15.000, og som et værk om de danske byerhverv konstaterede ”skyldtes det mægtige opsving i disse år først og fremmest bomuldsspinderiernes fremkomst og hurtige udvikling”. Og det var især en mands fortjeneste, Marius Windfeld-Hansen (1850-1937), der i 1875 havde etableret en manufakturforretning, som han i 1882 udvidede med et mekanisk væveri, der producerede forskellige bomuldstekstiler. Det krævede en stadig forsyning af garn, importeret fra England, men det var en temmelig dyr og besværlig proces. Den ideelle løsning på det problem var en hjemlig produktion, begyndende med bomuldsspinderiet ved Havnegade. Det var en ide, der hurtigt blev taget op af andre aktører, da virksomheden Vejle Bomuldsvarefabrikker begyndte sin virksomhed i byens vestlige udkant i 1896. Her var initiativtagerne de to vejlensere, købmand P. Løfberg og prokurist ved Steensens Margarinefabrik N. Houmann. Det var tanken at forvandle de importerede bomuldsballer til færdige tekstil varer ved at have både spinderi og væveri i samme virksomhed, men det viste sig ikke at være rentabelt, så væveriet blev solgt fra til købmændene J. Bundegaard og Th. Eldrup.

 

De Danske Bomuldsspinderier

Vejle Bomuldsspinderi udvidede til stadighed produktionen og havde i 1897 12.000 spindler i gang mod de 1.000 man var startet med i 1892, og på en generalforsamling i 1900 vedtog man en sammenslutning med Vejle Bomuldsvarefabrikkers spinderiafdeling og Odense Bomuldsspinderi, der var etableret af købmand Chr. Mogensen. Den nye fusion fik navnet Veile Bomuldsspinderier A/S. Marius Windfeld-Hansen skulle fungere som administrerende direktør, medens P. Løfberg blev direktør for afdelingen i Vestbyen og N. Houmann for spinderiet i Odense. Det skulle dog vise sig at være en ret umulig konstruktion, hvor M. Windfeld-Hansen i 1902 trak sig ud af samarbejdet og opsagde sin stilling i foretagendet, der i 1906 havde ændret navn til De Danske Bomuldsspinderier A/S, ofte forkortet til DDB. Året efter blev spinderiet i Odense afviklet og erstattet af et større, mere moderne i Valby.

 

Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi

Da M. Windfeld-Hansen opsagde sin stilling i 1902 var det ikke for at nyde et otium som pensionist. Han havde, som den iværksætter han var, andre planer, der snart blev sat i værk. Han åbnede sit eget bomuldsspinderi nær havnen. Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi, der blev det første i Danmark udelukkende drevet ved elkraft. Strømmen blev produceret af den første dieselmotor fra Burmeister & Wain på over 100 HK. Hermed var spinderiet gearet til at køre i døgndrift. Det gav dog også nogle vanskeligheder, for da man satte den 160 HK-dieselmotor i gang, begyndte hele maskinbygningen at ryste. Det var områdets bløde engbund, der gav efter, så der måtte en mere solid pilotering til, inden produktionen kunne gå i gang. En storstrejke blandt byens tekstilarbejdere satte desuden aktiviteterne i stå på Vejles bomuldsspinderier en lang periode i 1905, men derefter kom der fuld gang i produktionen, og antallet af ansatte nåede hurtigt op på over 200, der arbejdede i treholdsskift døgnet rundt.

Verdenskrig og brand

Selv om de tre bomuldsspinderier, der nu var i gang i Vejle, stod for langt størstedelen af landets garnproduktion, var der problemer forude, for med udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 kom der efterhånden vanskeligheder med råvareforsyningen. Skibene med de store bomuldsballer fra oversøiske lande nåede ikke altid frem til Vejle Havn, og prisen på kul til at drive det store maskineri gik drastisk i vejret. De første år efter krigen I‹om der dog hurtigt gang i spindingen, og De Danske Bomuldsspinderier fordoblede sin produktion fra 1921 til 1922, men i 1924 indtraf noget af en katastrofe. Det store spinderi i Vestbyen brændte den 11. juli, og ilden fortærede både spindesalen og lagerbygningerne. Fabrikken var, da branden brød ud, lukket ned på grund af et større eftersyn, og trætag og masser af bomuldsrester blev antændt af en overophedet remskive. Det blev den hidtil mest kostbare brand i et dansk industrianlæg, og skaderne løb op i o. 2 ½ million kr. Klog af skade blev spinderiet genopbygget i jernbeton med nyt moderne maskineri.

 

En arbejdsplads for kvinder

I 1933 var De Danske Bomuldsspinderier den største arbejdsplads i Vejle. Der var 370 ansatte i Havnegade og 430 på spinderiet i Vestbyen til at betjene de store maskiner, og det var Iangt overvejende kvinder. Det samme var tilfældet på Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi, og der var brug for de mange hænder, for efterspørgslen på bomuldsvarer var stor, især efter Besættelsestidens stærkt nedsatte produktion. Fra 1948 kunne man igen importere bomuld fra hovedleverandøren USA, der også ydede økonomisk støtte, Marshall-hjælp, til fornyelse af maskinparken. De gode tider varede imidlertid ikke ved.

 

Bomuldsspinderierne forsvinder

Efterhånden begyndte forskellige kunststoffer at udkonkurrere det solide bomuldstøj, og for De Danske Bomuldsspinderiers vedkommende var både produktion og overskud faldende op gennem 1950’erne, og det blev ikke bedre i 1960’erne, hvor der flere år i træk var røde tal på bundlinjen. Det blev også turbulente tider med ejerskifter og nedskæringer, og den 9. juni 2000 var det hele slut. Også Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi var gennem et lignende forløb. Så i dag står kun bygningerne tilbage som ungdomsboliger, varehuset Føtex og Spinderihallerne i Vestbyen.