
Stormflodsbeskyttelse ved Vejle by og havn
Vejle er blandt de mest sårbare områder i Danmark i forhold til stormflod. Så hvad gør vi – især nu, hvor vejret bliver vildere, og havvandet stiger?
Se videoen og forstå truslen fra stormflod i Vejle og se ikke mindst, hvordan Vejle Kommune arbejder for at beskytte by og havn - både nu og i fremtiden. Video: Teknik & Miljø, Vejle Kommune
Vejle er blandt de mest sårbare områder i Danmark i forhold til stormflod. Når havet stiger i fremtiden, vil voldsomme storme oftere skabe oversvømmelser. Hvis det sker samtidigt med kraftig regn, er dette en alvorlig trussel mod vores by, der ligger lavt placeret i terrænet ved Vejle Fjord.
På den ene side er det en stor kvalitet, når vi kan bruge vandet i byen til at skabe liv, og på den anden side kan det give problemer, hvis vi ikke kan styre vandet.
Vejles unikke geografi er altså både byens største aktiv og største udfordring, så hvordan forener vi det?

I alt 7,8 kilometer er distancen fra Ibæk Strandvej til Tirsbæk Strandvej, som skal sikres. Vi kalder den for sikringslinjen. Strækningen er delt op i ni delprojekter.
I disse år er Vejle Kommune i gang med at omsætte et mangeårigt forarbejde til handlinger. Det er vedtaget af Vejle Byråd, at sikringslinjen skal dække hele byens møde med fjorden fra Ibæk Strandvej til Tirsbæk Strandvej. Samlet set 7,8 kilometer. Den strækning har vi delt op i ni delstrækninger, som etableres efter omgivelser og behov – men fælles er, at hele strækningen som minimum sikres til den samme stormflodshændelse.
En stormflodshændelse kan have en vandstand på for eksempel to meter over dagligt vande – det kalder vi kote 2 meter i fagsprog. Når vi skal beskytte byen, skal vi sikre os mod den højere vandstand, men også mod de bølger, som en eventuel storm vil lægge oven i. Det kan derfor være, at vores anlæg skal være højere end kote 2 meter på de strækninger, hvor der kan komme høje bølger.
Mens Vejle Havn, som driver virksomhed på Sydkajen, selv sikrer deres område med højere brinker, ønsker Vejle Kommune at løfte kvaliteten i borgernes møde med vandet på de resterende strækninger. Måske har du allerede hørt om vores projekt Membranen, som vi er i gang med at udvikle. Her er visionen, at klimatilpasningen skal kombineres med et oplevelsesrigt og spændende møde med vandet.

Vejle by og havn ligger fladt i landskabet i udmundingen af Vejle Ådal. En kaldt 100-årshændelse i 2050, vel at mærke uden at vi gør noget, vil derfor oversvømme store dele af byen. Du desuden finder en simulator ved en hændelse i Økolariet.
Hvad skal koten være for fase 1?
I Vejle har vi en adaptiv tilgang til stormflodssikring. Vi ønsker, at koten løbende kan hæves i takt med de udfordringer, som vi står overfor i fremtiden – og ikke mindst i takt med ny viden og teknologiske muligheder. Det betyder også, at de første tiltag snart kan skabes for at skabe tryghed og sikkerhed, mens vi kan bygge videre på sikringen gradvist.
De kommende år skal vi nemlig i gang med den 1. fase ud af 3 i stormflodsbeskyttelsen af Vejle by og havn. Men inden vi begynder at anlægge første permanente projekt, skal Vejle Byråd beslutte, hvilken kote fase 1 skal sikres i – og der er altså væsentlige økonomiske forskelle på kote 2 meter, kote 2,5 meter eller kote 3 meter.
Hvad er statens kote-anbefalinger?
Vejle får som de første i Danmark hjælp til kystsikringen af politikerne på Christiansborg. Vi er blandt de fem steder i landet, som lige nu får rådgivning og hjælp til at kvalificere koten. Den indsats kaldes accelerationspakken og sker i tæt samarbejde med Miljøstyrelsen i form af en såkaldt statslig forundersøgelse.
Når den generelle vandstand i havene bliver højere end i dag, vil den enkelte stormflod blive voldsommere og gøre mere skade - så spørgsmålet er, om vi skal hæve vores planlagte kote i fase 1, hvor udgangspunktet de seneste år har været kote 2 meter fra normal vandstand? Det er det første store spørgsmål, som politikerne skal forholde sig til efter forundersøgelsen.
Miljøstyrelsen er i første omgang nået frem til fremtidige sikringsniveauer på 2,5 meter til anlæg, der kan forhøjes over tid. For anlæg, der ikke så let kan bygges højere med tiden, anbefaler Miljøstyrelsen, at vi allerede nu sikrer os mod en vandstand på 2,88 meter - og når vi også skal indregne bølger, så kan det være, at anlægget skal være mindst 3 meter over havniveau, de steder langs strækningen, som er særligt udsatte for høje bølger.
Det arbejde med konkrete anbefalinger og omkostningsoverblik har Vejle Byråd (i september 2026) besluttet skal fortsætte, og det ventes fremlagt i 2027 til politisk behandling i Vejle Kommune.
Vigtige datoer
- Marts 2026: Vejle Kommune og Miljøstyrelsen indgår aftale om den statslige forundersøgelse.
- Sommer 2026: Forundersøgelsens fase 1 og 2 afsluttes med anbefalinger til det videre arbejde.
- 2026-2027: Forundersøgelsens fase 3-5 gennemføres.
- Andet kvartal 2027: Den statslige forundersøgelse forventes afsluttet og overdraget til Vejle Kommune.
Vidste du, at...
Vejle blev i 2016 udvalgt til at deltage i det internationale netværk 100 Resilient Cities. Resiliens, som handler om at være modstandskraftig og omstillingsparat, er sidenhen blevet en måde at arbejde på i Vejle. Vi vil gøre udfordringer til muligheder.
Efter flere års forarbejde besluttede Vejle Byråd i 2017 at udarbejde en stormflodsstrategi med afsæt i resiliensstrategiens vision om en klimaresilient udvikling af bydelen Fjordbyen – den del af det østlige Vejle by, som møder fjorden.
Du kan læse mere i Vejles Resiliensstrategi.
I 2020 vedtog Vejle Byråd en stormflodsstrategi, som er den, vi omsætter til handling disse år.











