Planlægning og anlæg af Naturpark ved Jerlev
Afgrænsning af miljøvurderingens indhold
Høring
Vejle Kommune
1. september 2026
4. august 2026
Projektet
Uforurenet overskudsjord fra anlægsprojekter skal anvendes til at etablere en naturpark i den tidligere Jerlev grusgrav nordvest for Jerlev Landevej umiddelbar vest for Jerlev i Vejle Kommune, og omfatter et ca. 47 ha stort areal.
Naturområdet skal binde byerne Ødsted og Jerlev tættere sammen, og området vil få offentlig adgang.
Projektet vil i anlægsfasen modtage og nyttiggøre yderligere ca. 1.6 millioner m³ uforurenet jord. Tidshorisonten er estimeret til ca. 6 år fra påbegyndelsen af projektet.
Planlægningen
Vejle Kommune har vurderet at projektet på grund af sin størrelse og placering kræver kommuneplantillæg og lokalplan.
Planernes formål er at udlægge et rekreativt område, der udnytter overskudsjorden fra bygge- og anlægsprojekter til at danne et naturområde udformet som et bakkelandskab med stor naturværdi, med rekreative muligheder som f.eks. stier og bebyggelse og anlæg til rekreative formål.
Planerne skal også bidrage til etablering af mere natur, der kan understøtte planter og dyrs levevilkår.
Miljøvurdering
Bygherrerådgiver har anmodet om, at projektet skal undergå en miljøvurdering (miljøkonsekvensrapport) jævnfør miljøvurderingslovens § 19, stk. 4, da anlægget findes på lovens bilag 2, pkt. 11b, anlæg til bortskaffelse af affald (nyttiggørelse af ren jord).
Vejle Kommune har vurderet, at der jævnfør miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 11b, anlæg til bortskaffelse af affald (nyttiggørelse af ren jord) også skal udarbejdes en miljøvurdering (miljørapport) af kommunetillægget og lokalplanen.
En miljøvurdering beskriver projektets miljøpåvirkning i anlægs- og driftsfasen. Formålet er at beskrive projektets og planernes miljømæssige konsekvenser og mulige gener f.eks. for mennesker, natur, landskab og andre interesser i det åbne land. Af praktiske årsager udarbejdes der én samlet rapport, der både indeholder miljørapport og miljøkonsekvensrapport.
Afgrænsning af miljørapporten/miljøkonsekvensrapportens indhold
Vejle Kommune skal jævnfør miljøvurderingslovens § 11 og § 23, foretage en afgrænsning af indholdet af miljørapporten/miljøkonsekvensrapporten, og om hvor omfattende og detaljerede oplysningerne i rapporten skal være i en afgrænsningsudtalelse til bygherre.
Vejle Kommune har foreløbigt vurderet, at miljøvurderingen af projektet og planerne, kan afgrænses til følgende miljøemner:
• Befolkning og menneskers sundhed
o Støj
o Trafik
o Rekreative forhold og lokalsamfund
• Den biologiske mangfoldighed, flora og fauna
o Natura 2000-områder
o Beskyttede og fredede arter - stor vandsalamander
o § 3-beskyttet natur
• Jordbund og jordarealer
o Særlig værdifuldt landbrugsområde
• Vand
o Vandområdeplaner 2021-2027 efter genbesøget
o Overfladevand
• Landskab
o Bevaringsværdigt landskab
o Skovbyggelinje og skovrejsning uønsket
• Kulturarv
o Kulturhistorisk bevaringsværdi
o Beskyttede sten- og jorddiger
o Kirkebyggelinje og kirkens fjernomgivelser
Du kan læse mere om indholdet af miljørapporten/miljøkonsekvensrapporten her:
Udkastet til udtalelse om afgrænsning
Ansøgning
Bemærkninger til afgrænsningen
Miljøvurderingsprocessen indledes med denne høring om indkaldelse af forslag til andre miljøemner, som bør indgå i den kommende miljøvurdering.
Det vurderes, at projektet og planerne ikke får væsentlig indvirkning på miljøet i en anden stat, og der fortages derfor ikke høring af miljøministeren om dette.
Du kan komme med forslag til emner til miljøvurderingen fra 4. august 2026 til 1. september 2026.
Forslag sender du ved at klikke på knappen ”Afgiv høringssvar”. Du skal bruge MitID til login. Du kan også sende dit høringssvar til plan@vejle.dk eller Teknik & Miljø, Plan & Energi, Kirketorvet 22, 7100 Vejle, hvor spørgsmål også kan rettes til.
Den videre proces
Efter høringen vil der blive udarbejdet en lokalplan og et kommuneplantillæg, samt en miljøvurdering af planerne og projektet. Planerne og miljørapporten/miljøkonsekvensrapporten vil blive sendt i offentlig høring i 8 uger, hvor der bliver mulighed for at komme med bemærkninger og indsigelser.
I høringsperioden på de 8 uger vil der blive afholdt et borgermøde.

Figur 1: Afgrænsning af projektet-/planområdet er vist med gult.
Der er endnu ingen svar på denne høring.