start på hovedindhold

Danske Diakonhjem overtager driften af Plejecenter Meta i Gadbjerg

Fra den 1. oktober 2026 overtager Danske Diakonhjem driften af Plejecenter Meta i Gadbjerg fra Vejle Kommune. Dermed er der fundet en langsigtet løsning for plejecentrets fremtid med fokus på tryghed og kontinuitet for beboere, pårørende og medarbejdere.

Pressemeddelelse

Overtagelsen sker, efter at Danske Diakonhjem har købt og pr. 12. juli overtager plejehjemsbygningerne fra konkursboet efter Meta Mariehjemmet.

I de kommende måneder samarbejder Vejle Kommune og Danske Diakonhjem tæt om at sikre en tryg og smidig overgang. For beboere og medarbejdere vil hverdagen fortsætte i de vante rammer. Medarbejderne virksomhedsoverdrages pr. 1. oktober 2026 fra Vejle Kommune til Danske Diakonhjem.

”Hos Danske Diakonhjem er vi glade for, at vi nu kan videreføre Plejecenter Meta og bygge videre på de gode rammer, der allerede er skabt. Vi arbejder målrettet på, at overgangen bliver så tryg og smidig som muligt, så beboerne mærker kontinuitet i hverdagen, og medarbejderne oplever en god og ordentlig start hos os,” siger adm. direktør i Danske Diakonhjem, Christiane Dahlerup.

For Vejle Kommune har det været vigtigt at finde en god løsning, der skaber ro og klarhed om plejecentrets fremtid.

”Vi er glade for, at der nu er fundet en langsigtet løsning for den store afdeling på Plejecenter Meta. Sammen med Danske Diakonhjem arbejder vi for, at overdragelsen bliver så tryg som muligt for både beboerne, deres pårørende og selvfølgelig også for medarbejderne,” siger Hanne Reinholt, seniorchef for plejecentre i Vejle Kommune.”

Med overtagelsen ønsker Danske Diakonhjem at videreføre og udvikle plejehjemmet med respekt for stedets historie og stærke lokale forankring i Gadbjerg.

Om Plejecenter Meta

  • Fra 2012 til 2023 stod Mariehjemmene bag plejehjemmet, som dengang hed Meta Mariehjemmet.
  • I 2023 blev plejehjemmet erklæret konkurs. Herefter overtog Vejle Kommune driften under navnet Plejecenter Meta.
  • Danske Diakonhjem har købt bygningerne pr. 12. juli 2026 og overtager driften af plejehjemmet 1. oktober 2026.
  • Plejehjemmet er opdelt i det, der hidtil har været kaldt Store Meta og Lille Meta. Danske Diakonhjem har købt Store Meta, som rummer 28 boliger.

Fakta om Danske Diakonhjem

  • Danske Diakonhjem er en selvejende, nonprofitorganisation med mere end 65 års erfaring med at opføre og drive plejehjem.
  • Organisationen driver i dag 41 egne plejehjem og friplejehjem samt et bofællesskab.
  • 26 af hjemmene drives som friplejehjem, mens 15 har driftsoverenskomst med lokale kommuner.

Kontakt

Christiane Dahlerup, adm. direktør i Danske Diakonhjem, cda@diakon.dk, 21 14 25 75

Hanne Reinholdt, seniorchef for plejecentre i Vejle Kommune, harei@vejle.dk, 20 37 52 76

Rikke S. Thomassen, kommunikationskonsulent i Danske Diakonhjem, rth@diakon.dk, 23 21 55 10