start på hovedindhold

Enigt byråd investerer i velfærd og udvikling

Aftalepartierne bag budgetforliget er Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Moderaterne og Danmarksdemokraterne.

Forliget investerer blandt andet i børn, seniorer, byudvikling, kultur og udsatte borgere. Samtidig holder kommunen skatten i ro og fastholder fokus på en robust økonomi i en tid med mange usikkerheder. 

Med et budgetoverskud i de kommende år har politikerne haft mulighed for at sætte varige initiativer i gang for 62,1 mio. kr. årligt fra 2027 og frem. Dertil kommer en række konkrete investeringer i anlæg og drift i perioden 2027-2029 på 291,8 mio. kr. 


Gode rammer for børn og børnefamilier

Flere børn vokser op i Vejle Kommune, og det stiller krav til både velfærd og fysiske rammer.

Forligspartierne afsætter derfor 55 mio. kr. i 2027 til skoleområdet og 5 mio. kr. i 2028 og 2029. Midlerne skal bidrage til at sikre en hensigtsmæssig elevfordeling og eventuelle kapacitetstilpasninger mellem kommunens skoler inden for den fælles ambition om Flere børn og unge sammen i lokale fællesskaber. Herudover skal sikres bedre faglokaler og læringsmiljøer. 

Samtidig afsætter partierne 5,5 mio. kr. årligt til blandt andet skolekørsel og anden befordring af børn og unge.

Familieafdelingen får 4,5 mio. kr. årligt til flere sagsbehandlere for at styrke hjælpen til sårbare familier. Derudover følger 3,6 mio. kr. årligt med det stigende børnetal, så kommunen fastholder det nuværende serviceniveau på børne- og ungeområdet.

Dertil kommer en pulje på 1,5 mio.kr. til erhvervsindsatser, herunder fokus på en effektfuld juniormesterlæreordning i kommunen.

Det gode liv for seniorer

Sundhedsreformen betyder, at seniorområdet i Vejle Kommune står over for besparelser på 30,7 mio. kr. årligt fra 2027.

Forligspartierne afsætter derfor det samme beløb – 30,7 mio. kr. årligt – for at holde hånden under ældreområdet og undgå serviceforringelser. Pengene skal samtidig understøtte overgangen til de nye rammer på sundhedsområdet.

Det er vigtigt for forligspartierne at sikre tilstrækkeligt med ældreboliger. Derfor vil forligspartierne investere 19,6 mio. kr. i etablering af 10 nye plejeboliger på plejecenter Bakkeager. Heraf lånefinansieres de 17,6 mio. kr. Der afsættes endvidere en pulje på 1,5 mio. kr. årligt til området. 

Derudover får seniorudvalget en anlægspulje på 5 mio. kr. i 2027. 

Udvikling af byer og natur

Budgetforliget rummer også investeringer i veje, stier, byrum og natur.
Der afsættes 5 mio. kr. til nye cykelstier og sikre skoleveje samt 6 mio. kr. årligt til asfalt, vedligeholdelse og genopretning af blandt andet fortove, cykelstier og gadebelysning. Kommunens mange vandrestier og naturfaciliteter får desuden 1,6 mio. kr. årligt til renovering og drift.

Partierne er også enige om en pulje på 12 mio. kr., der blandt andet skal bruges til veje og bygningsvedligeholdelse. Her skal der også findes en løsning på nattelukning af Dæmningen, mens en ny referencegruppe skal arbejde med støj fra vejanlæg med særligt fokus på E45.

Derudover afsætter partierne blandt andet 5 mio. kr. til udviklingen af Biblioteksparken Engen og 4,5 mio. kr. til det store udviklingsprojekt om Lerbæk, Vejles nye bydel, herunder etablering af grønne kiler og stier i Lerbæk-området og skoven. 

Beredskabet får 6 mio. kr. til materielanskaffelse i 2029 samt 2,3 mio.kr. til bedre omklædnings- og sovefaciliteter. Der er desuden afsat 0,4 mio. kr. årligt til driftsudgifter i forbindelse med den løbende vandsikring af Vejle by.

Det gode liv i Vejle Kommune

Kultur, fritid og gode rammer for fællesskaber har også en markant plads i forliget.

Forligspartierne afsætter samlet 80 mio. kr. i perioden 2027-2029 til en ny svømmehal i Gauerslund. I budgettet sikres ombygning efter den gamle svømmehal på Englystskolen.

I Vejle by afsættes 15 mio. kr. til etablering af en rytmisk scene i kulturhuset Bygningen, som skal styrke koncertfaciliteterne og skabe nye muligheder for byens unge og kulturinteresserede.

Der afsættes samtidig 5 mio. kr. i grundkapital til betalbare boliger, herunder ungdomsboliger, i takt med at Vejle udvikler sig som studieby. Forligspartierne ønsker desuden at arbejde videre med udviklingen af Nordkajen, herunder planer for erhvervsudvikling, iværksætteri mm.

Budgetforliget fortsætter desuden investeringer i byliv, handelsliv og turisme, blandt andet gennem samarbejde med City Vejle og centerbyerne.

Lokalsamfundene får en anlægspulje på 5 mio. kr. i 2027 til den fortsatte udvikling.

Indsats for udsatte og sårbare

På socialområdet afsætter forligspartierne 3,3 mio. kr. årligt til borgere med både alvorlige psykiske diagnoser og behandlingskrævende rusmiddelbrug, mens opgaven gradvist overgår til regionen.

Derudover styrkes genoptræningen med 1,7 mio. kr. årligt, og der afsættes penge til en opsøgende boligsocial indsats for unge i Åhusene.

Det økonomiske fundament bevares

Forligspartierne afsætter også 60 mio. kr. i 2027 til de forventede ekstra udgifter efter EU-dommen om overtidsbetaling til deltidsansatte. Dermed ønsker de at friholde velfærdsområderne og den øvrige kommunale drift for besparelser som følge af dommen.

Samtidig fastholder budgetforliget fokus på en ansvarlig økonomisk styring. Alle forvaltninger skal i 2027 bidrage med en omprioritering på 0,1 procent, som efter forligspartiernes forventning skal findes uden at forringe kvaliteten for borgerne.

Budgetforslaget behandles anden gang og endeligt i Vejle Byråd den 30. september 2026.

Budgetforlig Vejle Kommune 2027-2030