
Enkelte søer åbner for færdsel på isen
Vi har nu tre søer, hvor isen er tykkere end 13 cm, når vi måler ud over hele søen. Se her, hvor der åbnes for færdsel. Både på Kongens Kær og flere andre søer er isen dog stadig for tynd og færdsel er ikke tilladt.
Nyhed
Hvis du er blevet inspireret af de Olympiske Vinterlege med hurtigskøjtende ishockeyspillere og graciøse isdronninger, så er det nu tilladt, at færdes på følgende af vores søer:
-
Jelling: Smededammen
-
Bredballe: Stærmosevej 5
- Børkop: Peder Breths Parken
Vi har målt ud over hele søen på de tre søer, og isen er minimum 13 cm tyk. Der er nu opsat skilte ved de tre søer, som viser, at færdsel er tilladt på søen, og at det sker på eget ansvar.
Kongens Kær har stadig tynd is – følg vores ismålinger
På det udvalgte område på Kongens Kær i Vejle, hvor vi måler, er isen desværre stadig for tynd. Vi måler som sagt mange steder udover søen for at sikre, at isen minimum er 13 cm, og det kommer kæret ikke op på dagens måling, hvor den kun er 10 cm.
Vi måler dagligt isen på 10 udvalgte søer, og bliver isen tyk nok, sætter vi skilte op, hvor der står, at færdsel er tilladt på isen. Er der ikke noget skilt, hvor der står, at færdsel på isen er tilladt, må du ikke gå ud på isen.
Du kan følge vores aktuelle ismålinger på Vejle.dk/is
Gå ikke ud på fjordens is
Det er forbundet med livsfare at bevæge sig ud på isen på Vejle Fjord.
Isen på fjorden er ustabil og varierer hele tiden. Det skyldes, at saltvand ikke fryser til is som ferskvand. Dertil kommer det daglige tidevand, som presser vand frem og tilbage – op og ned. Vind og vejr kan sende varmtvandslommer fra havet ind med tidevandet. Flere steder er der bæk- eller åudløb, hvor strømmen presser isen.
Så alt i alt: Gå ikke ud på fjordens is!
Sikkerhed fremfor alt – sådan måler vi
Det ligger os meget på sinde at være sikre på, søens is holder vores minimumstykkelse over alt på det område, vi giver tilladelse til at færdes på. Sikkerhed fremfor alt!
Vi måler i første omgang kun eet sted på søen i vores daglige målinger, indtil den dag vi når 13 cm på vores daglige målested. Så går vi i gang med at måle mange flere steder på søen for at sikre os, at isens tykkelse er over minimumsmålet på hele søen.
Derfor kan du på www.vejle.dk/is opleve, at isens tykkelse pludselig er mindre end eller samme som gårsdagens måling. Der er nemlig stor forskel på isens tykkelse, når vi måler udover hele søen.
Kun på udvalgte offentlige søer
Vejle Kommune måler i vedvarende perioder med frost på udvalgte, offentlige søer, og politiet har bemyndiget Vejle Kommune, til at kunne forbyde færdsel på isen.
Så færdsel på isen kan kun ske, når Vejle Kommune giver tilladelse til det. Og kun på den sø, hvor vi sætter skilte op med tilladelse til det.
Du må ikke gå ud fra, at isen har samme tykkelse på andre søer i kommunen. Der kan være store forskelle fra sø til sø.
Du skal også vide, at man ikke bare må gå ud på isen på privatejede søer uden ejerens tilladelse.
Værd at vide om is på søer og fjorde
- Isen skal som udgangspunkt være 13-18 cm tyk for at kunne bære.
- Is, der er 13 cm tyk eet sted på en sø eller fjord, er ingen garanti for, at isen er sikker at færdes på andre steder på søen eller fjorden.
- Små, lavvandede søer fryser hurtigt til.
- Dybe og store søer tager lang tid om at fryse ordentlig til.
- Sne fungerer som en dyne, der beskytter søen mod frost. Er isen dækket med sne, tager det lang tid, før isen kan bære.
- Saltvand fryser ikke så hurtigt som ferskvand.
- Tidevand samt udløb fra åer og bække gør isen særdeles ustabil på fjorden.
- Pas på 'rådden is'. Det er is, der har været udsat for skiftende tø og frost. Selvom den er over 13 cm kan den være usikker.
Du kan læse mere om sikkerhed på isen på Trygfondens hjemmeside.




