Ung mand på trappesten
start på hovedindhold

Færre hjemløse i Vejle Kommune: Hjemløsestrategi viser positive resultater

Antallet af mennesker i hjemløshed i Vejle Kommune er faldet markant. Den nationale hjemløsetælling 2026, der netop er blevet offentliggjort, viser, at 80 personer med tilknytning til Vejle Kommune levede i hjemløshed i uge 6. Det er 17 færre end i 2024, svarende til et fald på 17,5 procent.

Pressemeddelelse
Ung mand på trappesten

Udviklingen er særlig positiv, fordi antallet af borgere i Vejle Kommune samtidig er vokset. Der bor i dag knap 124.000 mennesker i kommunen mod cirka 122.000 i 2024.

Særligt antallet af unge hjemløse under 30 år er faldet, og der er sket et markant fald i antallet af borgere, som opholder sig midlertidigt hos familie og venner. Antallet af såkaldte sofasurfere er faldet fra 43 til 16 personer siden 2024.

Vejle Kommune peger især på tre indsatser, der har bidraget til udviklingen:

  • Housing First, hvor borgere hurtigt får egen bolig kombineret med tæt og fleksibel støtte.
  • En målrettet indsats for at hjælpe borgere videre fra forsorgshjem til egen bolig, som har reduceret opholdstiden på tilbuddene.
  • Et styrket samarbejde med boligorganisationerne, som har gjort det lettere at finde egnede boliger til mennesker i hjemløshed.

- Når færre mennesker står uden et hjem, er det ikke bare en positiv statistik. Det er et tegn på, at flere har fået et sted at høre til og en mere tryg hverdag. Derfor er jeg meget glad for, at vi ser et markant fald i antallet af personer i hjemløshed i Vejle Kommune. Samtidig minder tallene os om, at der stadig er mennesker, som har brug for vores hjælp, og den opgave skal vi fortsat løfte med både faglighed og medmenneskelighed, fortæller Sara Bek, forperson for Voksenudvalget i Vejle Kommune.

Vejle Kommune har siden 2019 haft en samlet strategi for at forebygge og afhjælpe hjemløshed. Den nuværende hjemløsestrategi løber frem til 2028 og bygger på et tæt samarbejde mellem flere forvaltninger og eksterne samarbejdspartnere.

Selv om udviklingen går den rigtige vej, viser tællingen også, at der fortsat er mennesker, som har brug for støtte til at komme ud af hjemløshed. Derfor fortsætter arbejdet med at forebygge hjemløshed og skabe flere veje til stabile boliger og stærke fællesskaber.