
Historisk vandrerute under forvandling viser vejen – det hele starter i Randbøl
Ny ensartet afmærkning skal gøre det lettere at finde vej på tværs af kommuner og er en del af den store forvandling af Hærvejen og ambitionerne om en ny international attraktion for vandring og cykling.
Nyhed
Den gamle handelsvej Hærvejen får disse år nye oplevelsesdestinationer og overnatnings- og opholdsfaciliteter langs hele ruten. I Vejle Kommune er udviklingen allerede synlig med åbningen af Egtvedpigens Verden, istandsættelsen af Haraldskær Avlsgård og det igangværende projekt ved Anesminde i Jelling - og nu tages de næste skridt.
Hærvejen har fået nye, ensartede afmærkninger af hele Hærvejens mere end 650 kilometer lange vandrerute og 450 kilometer lange cykelrute på tværs af femten kommuner gennem hele Jylland. Den 17. september blev de første nye skilte monteret i Vejle Kommune nær Randbøl, som billederne viser. Her kan du blandt andet se, at Lene Rydal, seniorprojektkonsulent ved Nordea-fonden, Julie Fabian, sekretariatschef i Udvikling Hærvejen, samt Mette Wessel Fyhn, konsulent Udvikling Hærvejen, monterer det første skilt.
For vandrere og cyklister skal det blive lettere at genkende og følge ruten – både på den lokale søndagstur og på en længere rejse gennem Jylland.
Kender du de tre projekter i Vejle Kommune?
Vejle Kommune arbejder sammen med Hærvejens øvrige 14 kommuner om at gøre ruten til en international attraktion og et foretrukket mål for vandring og cykling.
I Vejle Kommune er tre samlingssteder centrale i udviklingen:
- Egtvedpigens Verden bringer bronzealderens historie ud i landskabet gennem leg og bevægelse.
- På Haraldskær Avlsgård er faciliteterne opgraderet med plads til ophold og formidling af istidslandskabet i Vejle Ådal og Hærvejens historie.
- Ved Anesminde i Jelling arbejdes der på et samlingssted med blandt andet legeplads, madpakkesteder og nye rum på gården tæt på monumentområdet.
Ud over afmærkningen etableres 45 etapestartsteder langs Hærvejen. Her skal information og formidling gøre det lettere at få overblik over turen, oplevelserne og mulighederne for blandt andet at finde toiletter, drikkevand og pausesteder.
Arbejdet med skilte og etapestartsteder er samlet i projektet ”En stærk sammenhæng – ny vejvisning og formidling på Hærvejen”, som Nordea-fonden støtter med 42,2 millioner kroner.
”Når man står med ét skilt i hånden, kan opgaven måske se enkel ud. Men bag den nye afmærkning ligger en kæmpe indsats fra kommunerne med registrering, skilteplaner, fælles principper og koordinering på tværs. Det er en fornøjelse at tænke på, at resultatet bliver en Hærvej, der er lettere at følge, bedre formidlet og nemmere at få overblik over med de nye etapestartsteder,” siger Mette Wessel Fyhn, projektleder hos Udvikling Hærvejen.
I de kommende måneder fortsætter arbejdet med skiltning langs ruten. Kommunernes medarbejdere står for opsætningen, mens Udvikling Hærvejen leder det fælles projekt.
Den nye afmærkning forventes at være på plads i forsommeren 2027. Projektet om vejvisning og formidling løber frem til udgangen af 2027.

