
Hvordan skal nyt universitet og Nordkajen i Vejle se ud?
Konkurrencen om at give form til nyt universitet og integrere en ny bydel på Nordkajen er netop blevet offentliggjort.
Pressemeddelelse
Konkurrencen er første skridt i en langsigtet transformation, hvor Nordkajen går fra erhvervshavn til en sammenhængende bydel med et studie- og hverdagsliv, som binder midtbyen sammen med Fjordbyen.
Det er Vejle Kommune og Syddansk Universitet der i fællesskab er afsender af konkurrenceprogrammet. Målet er at udvælge et team, der udover at komme med input til en ny bydelsplan også skal beskrive et arkitektonisk hovedgreb for en ny universitetsbygning og give bud på, hvordan Nordkajen kan blive en ung og levende bydel med aktiviteter på tværs af årstider og udviklingsfaser, så borgere og studerende allerede fra dag ét oplever et internationalt studiemiljø i en bydel, der vibrerer af liv.
Borgmester Jens Ejner Christensen fra Vejle Kommune glæder sig til den kommende proces.
”I tæt fællesskab med SDU har vi i byrådet skabt en vision for Nordkajen, som bliver betydende for hele Vejle by, når vi med en ny bydel binder midtby, fjord og landskab sammen. Visionen tænker i helheder og sammenhænge, når vi over tid og med respekt for Nordhavnens kulturhistorie, udvider byens kvaliteter og skaber flydende overgange mellem byliv, studieliv og naturoplevelser i og omkring fjorden,” siger Jens Ejner Christensen.
Universitetsdirektør på SDU, Thomas Buchvald Vind, har også store forventninger til det nye universitetsbyggeri og udviklingen af Nordkajen.
”SDU har en klar ambition om at skabe rammer for excellent forskning og uddannelser på højt internationalt niveau – også i Vejle. Med konkurrenceprogrammet får vi et fælles grundlag for at udvikle en campus på Nordkajen, hvor forskning, undervisning og studieliv tænkes sammen i moderne, fleksible rammer, der samtidig åbner universitetet mod byen og omverdenen,” siger Thomas Buchvald Vind.
Udover at visionen kobler det urbane, det blå og det grønne, stiller konkurrenceprogrammet også krav om, at forslagene integrerer bæredygtighed, regnvandshåndtering og stormflodssikring som en naturlig del af løsningen.
Forventningen er, at SDU Vejles nye campus på sigt skal rumme ca. 1.200 studerende og 100 ansatte. Studiestart på den nye campus på Nordkajen ventes at ske sommeren 2030. SDU Vejle tager dog allerede i september 2026 mod de første studerende i midlertidige lokaler i Farveriet og Spinderihallerne.
Sådan bliver konkurrenceforløbet
Vejle Kommune og SDU gennemfører konkurrencen i fire faser:
- Fase 0: Prækvalifikation (december 2025 – februar 2026)
Vejle Kommune og SDU annoncerer konkurrencen og prækvalificerer tre teams. - Fase 1: Konkurrence (februar – april 2026)
De tre teams udarbejder forslag. Vejle Kommune og SDU drøfter forslagene, og bedømmelsesudvalget udpeger et vinderteam. - Fase 2: Bearbejdning og færdiggørelse (maj – oktober 2026)
Vinderteamet bearbejder forslaget frem mod politisk og SDU-godkendelse. - Fase 3: Overlevering og næste skridt (fra oktober 2026)
Universitetsforslaget overgår til videre udvikling hos kommende bygherre, og bydelsplanen kan detaljeres.