
Klimadag samlede Vejle om genbrug, fællesskab og gode oplevelser
Lørdag 19. september dannede Økolariet ramme om Vejle Kommunes Klimadag 2026, hvor temaet var DEL, BYT & GENBRUG. Og på trods af regnen var det en festlig dag med masser af gang i den!
Nyhed
Med over 900 besøgende summede huset af liv, aktiviteter og gode samtaler om, hvordan vi kan bruge vores ting længere, dele mere og købe mindre.
Der var noget for både store og små: byttebixe med tøj, legetøj, planter og værktøj, kreative workshops, silent disco og masser af stande med inspiration. Tøjbyttet var særligt populært, og havde rekordmange besøgende i forhold til tidligere tøjbytte weekender i Økolariet. Klimadagen var samtidig Økolariets hidtil største event og første gang, at hele huset blev taget i brug til et arrangement af den størrelse.
Klimapris-finalisterne blev fejret
Dagen bød desuden på overrækkelsen af Vejle Kommunes Klimapris, hvor de seks finalister blev hyldet. Med hjælp fra formanden for Vejle Byråds klima-, natur- og miljøudvalg, Camilla Eva Hallenberg, satte vi fokus på de gode lokale initiativer, der arbejder for klimaet i Vejle, og kårede årets vinder: Fællesskabet omkring loppemarkedet i FREM Thyregod.





