
Nyt udbud: Membranen skal beskytte Vejle mod fremtidens stormfloder
Vejle Kommune har nu offentliggjort udbuddet på projektet Membranen – et centralt led i udviklingen af en fremtidssikret og resilient stormflodsbeskyttelse i Vejle.
Nyhed
Vejle Kommune har nu offentliggjort udbuddet på projektet Membranen – et centralt led i udviklingen af en fremtidssikret og resilient stormflodsbeskyttelse i Vejle.
Membranen er et ambitiøst klimatilpasningsprojekt, der kombinerer stormflodsbeskyttelse med byudvikling, natur og rekreative kvaliteter. Projektet omfatter etablering af et cirka 500 meter langt anlæg, der skal beskytte området mod stormflod til kote 2,5 meter med mulighed for senere at tilpasse løsningen til endnu højere vandstande.
Membranen skal være mere end et traditionelt beskyttelsesanlæg. Visionen er at skabe et dynamisk og oplevelsesrigt landskab, hvor overgangen mellem land og vand udvikles som en levende zone. Her skal naturbaserede løsninger, øget biodiversitet og nye rekreative muligheder gå hånd i hånd med klimatilpasning.
Projektet udspringer af Vejle Kommunes stormflodsstrategi og resiliensarbejde, hvor byen arbejder målrettet på at tænke vandet ind som en ressource i byudviklingen og skabe merværdi i mødet mellem by og fjord. Membranen bliver dermed et eksempelprojekt for, hvordan fremtidens klimatilpasning kan integreres i helhedsorienteret byudvikling.
Projektet er finansieret af Vejle Kommune og Realdania.
Udbud med fokus på samarbejde og innovation
Udbuddet gennemføres som en totalentreprise med projektudvikling og tidlig entreprenørinddragelse. Det betyder, at det valgte team ikke blot skal projektere og udføre anlægget, men også indgå aktivt i en fælles udviklingsfase sammen med Vejle Kommune og øvrige samarbejdspartnere.
I denne fase skal projektet udvikles fra idé til konkret løsning gennem workshops, tværfagligt samarbejde og løbende kvalificering af både design, teknik og økonomi. Der lægges stor vægt på innovation, helhedstænkning og evnen til at arbejde på tværs af fagligheder.
Udbuddet henvender sig til stærke tværfaglige teams med kompetencer inden for blandt andet klimatilpasning, landskabsarkitektur, ingeniørfag, natur og procesfacilitering. Erfaring med naturbaserede løsninger og komplekse anlægsprojekter vil være centrale kvalifikationer.
Tidsplan og proces
Fristen for ansøgning om prækvalifikation er den 28. august 2026, hvorefter tre teams udvælges til at afgive tilbud.
De prækvalificerede teams skal blandt andet udarbejde et skitseret løsningsforslag, der demonstrerer deres tilgang til projektets vision og kompleksitet.
Det er forventningen, at kontrakten indgås i starten af 2027, hvorefter projektet videreudvikles og realiseres.
Et nyt bud på fremtidens kystbeskyttelse
Med Membranen tager Vejle Kommune endnu et vigtigt skridt i arbejdet med at skabe en robust og attraktiv fjordby. Projektet skal ikke alene beskytte byen mod fremtidens klimaudfordringer, men også skabe nye oplevelser, styrke biodiversiteten og åbne fjorden endnu mere op for borgere og besøgende.
Interesserede teams kan finde det fulde udbudsmateriale via linket.